Læger, der støtter en lægeuddannelse i Nordjylland, frygter, at en åbenlys støtte kan skade deres karriere.

Det er begrundelsen for, at Aalborg Universitet har søgt om – og har fået afslag på – at få navnene på de læger, der støtter en nordjysk lægeuddannelse undtaget fra offentlighedslovens regler.

Det fremgår af Aalborg Universitets anmodning til Akkrediteringsrådet. Årsagen er »en stærk og konkret begrundet formodning om, at navngivne medarbejdere vil kunne komme i en ubehagelig loyalitetskonflikt, hvis deres navne offentliggøres,« står der.

Egon Toft, professor og prodekan ved de Ingeniør-, Natur og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter ved Aalborg Universitet, vil over for Dagens Medicin ikke sige, hvem chikanen er gået ud over, eller hvad den har bestået i.

Han ønsker bare at sagen skal falde »stille og roligt til ro«.

Over for Nordjyske har han dog fortalt, at der har fundet konkrete episoder sted, hvor læger er blevet pressede på grund af en åbenlys støtte til en Nordjysk lægeuddannelse

»Jeg ved, at folk på Aalborg Sygehus, der støtter os, er blevet chikaneret. Det er en anden verden, hvor avancement eller bevillinger kan blive påvirket af, om man står på den ene eller anden side,« siger Egon Toft.

»Øøh, hvad taler du om?«
Spørger man Overlægerådet, der er det kollegiale forum for overlæger på Aalborg Sygehus, bliver billedet dog straks malet i mere harmoniske farver.

Henrik Bygum Krarup, overlæge, Ph.d. fra Klinisk Biokemisk Afdeling ved Aalborg Sygehus har været medlem af Overlægerådet gennem seks år, og han hører mildt forundret om dramatikken.

»Meninger brydes her, som alle andre steder, men jeg har intet hørt om, at nogen skulle være blevet dårligere behandlet på grund af deres synspunkter i denne her sag. Og jeg sidder centralt placeret i det kollegiale fællesskab og har en stor daglig berøringsflade,« siger han.

Deler vandene
Det er ingen hemmelighed, at den nye lægeuddannelse deler vandene blandt lægerne i Aalborg, og en af dem, der åbent har været ude med hård kritik, er Hans Gregersen, forsknings- og innovationschef, dr.med., Aalborg Sygehus.

Ifølge ham kommer Egon Tofts udmelding om, at enkelte læger er blevet mobbede på grund af deres støtte, som en stor overraskelse.

»Jeg betragter Aalborg Sygehus som en god og åben arbejdsplads, og jeg finder det utænkeligt, at nogen er blevet chikaneret, på grund af deres støtte,« siger han.

Hans Gregersen peger på at påstanden ikke er underbygget, og at ingen er stået frem med konkrete beviser på, at der har fundet chikane sted.