I dag får Aalborg Sygehus 2.000 doser vaccine mod influenza A(H1N1), som skal beskytte udvalgte medarbejdere på alle Region Nordjyllands hospitaler.
På mandag begynder selve vaccinationerne, og de kan være hurtigere overstået end først antaget.
Ifølge TV2/Nord har op mod halvdelen af de ansatte nemlig takket nej til vaccinen, der er produceret af GlaxoSmithKline, der har fralagt sig ansvaret for eventuelle bivirkninger, da vaccinen på grund af en kort udviklings- og leveringstid ikke er blevet testet som normalt.
»De er forvirrede over alle de forskellige meldinger, der kommer hver eneste dag. Sundhedsstyrelsen kommer med nyt på hjemmesiden, og pressen kommer med en masse. Det er simpelthen fordi folk ikke ved nok om det,« siger Kirsten Højslet, tillidsrepræsentant på Aalborg Sygehus til TV2/NORD.
Beslutning skal respekteres
Sundhedsstyrelsen har ellers anbefalet, at udsat og vigtigt sygehuspersonale lader sig vaccinere mod A(H1N1), sådan at hospitalets vigtige funktioner ikke er i fare, mens epidemien raser.
Og selvom personalets nej kan ende med at gå ud over regionens beredskab, så kan sygehuset ikke gøre noget ved personalets modvilje.
»Det er jo et frivilligt tilbud, men også en opfordring til personalet om at lade sig vaccinere. Der vil altid være enkelte argumenter og overvejelser, og det må man respektere,« siger ledende overlæge Henrik Nielsen til TV2/NORD.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen