Som en led i planen om at udrulle videobaserede tolkesessioner i hele landet, har Børneafdelingen på Sygehus Vendsyssel i Nordjylland som de første indført systemet, hvor tolke via kamera og tv-skærme kan deltage i en konsultation, selvom tolken sidder på et kontor i den anden ende af regionen.
»Det fungerer rigtig godt. Teletolkning er klart at foretrække frem for ikke at få en tolk, da der ellers kan forekomme misforståelser. Ved akutte situationer er det også en klar fordel, at vi kan få en tolk med det samme,« siger reservelæge Søren Hagstrøm, som stod for den første teletolkning, i en pressemeddelelse.
Næste stop i udrulningen bliver Gynækologisk Obstetrisk Afdeling samme sted sammen med Aalborgs skade-modtagelse og Aalborg psykiatrisk modtagelse.
Succesprojekt fra OUH
Teletolkene har fundet vej til sygehuset efter stor succes på OUH, der som de første testede effekten af teletolke i 2008.
Idéen kom fra Alameda County Medical Center i Californien, teletolke har ført til, at den gennemsnitlige tid, der blev brugt på tolkning, er faldet fra 37 minutter til 17 minutter.
Tilfredsheden i Odense har været så stor, at det i september 2009 blev besluttet, at tolkene skulle indføres over hele landet. Målet er, at have udbredt teletolkene til 25 procent af landets hospitalsafdelinger med patientkontakt inden årets udgang.
Alle med inden 2013
Teletolkene har blandt andet den fordel i forhold til tolkenes fysiske tilstedeværelse, at de fjerner den spildtid, der ofte er forbundet med at skulle samle flere personer på samme tid.
Alt det kræver fra lægerne er en opringning fra den særlige videotelefon til tolkecentralen, hvor en tolk sidder klar, så konsultationen kan starte, straks patienterne har indfundet sig hos lægen.
I Region Nordjylland skal alle relevante sygehusafdelinger være tilsluttet teletolke-nettet inden udgangen af 2012.
»Med vores geografiske spredning har det stor betydning for os, at vi kan tolke over videoskærme, da der ellers går mange ressourcer og meget logistik i det. Så i sidste ende skal det gavne patienten, at vi nu kan tolke via videoskærme, når der er et behov for det,« siger cheflæge Michael Andreassen fra Sygehus Vendsyssel.

Reservelæge Søren Hagstrøm fra Børneafdelingen på Sygehus Vendsyssel har gennemført den første videobaserede tolkesession i regionen.