Efter 10 års udvikling er der tegn på, at Region Midtjylland er ved at få styr på den såkaldte Århus-epj. Epj-systemet med det officielle navn Columna har i årevis været under kraftig kritiik – senest i oktober, da undersøgelse blandt regionens læger stemplede systemet som en tidsrøver – men nu lyder mere positive toner fra det regionale overlægeråd.
Efter et møde mellem flere af de centrale ansvarlige for EPJ-projektet, Region Midtjyllands direktion og repræsentanter fra overlægerådene, mener formand for Regionsoverlægerådet, Lars Bolvig, at de første erfaringer fra Randers Regionshospital viser et godt samspil mellem klinikerne og den kommende elektroniske journal.
»Der er kommet fokus på de vigtige ting, der skal fungere i en journal. Journalen giver også muligheder for fleksibilitet, så den enkelte afdeling kan få sin egen udgave af journalen. Det vi har set, rummer mange gode takter, som, vi håber, kan bære igennem,« siger Lars Bolvig i en kommentar på Region Midtjyllands hjemmeside.
Det samlede epj-system tages fra 1. februar i brug på Regionshospitalet Randers, og Lars Bolvig mener fortsat, at Region Midtjylland bør vente med at træffe en endelig beslutning om fremtiden for Columna, indtil systemet er afprøvet i virkeligheden.
»Vi skal se, at systemet holder de gode takter, vi nu har set. Samtidig er det nødvendigt, at forbedringerne i svartider og driftsstabiliteten fortsætter, også når systemet udbygges. Hvis ikke det holder, vil systemet være en så stor belastning og tidsrøver, at det skal stoppes,« siger Lars Bolvig.
Det krav er direktionen i Region Midt tilsyneladende indstillet på at opfylde. Regionen vil således iværksætte en større evaluering af EPJ-projektet, før det kan udbredes til andre hospitaler. Regionens MTV-enhed bistås af forskere fra Århus Universitet i dette arbejde. Desuden vil Regionsoverlægerådet, når den fulde EPJ er i drift før sommeren, gentage undersøgelse af lægernes vurdering af systemet.
Læs også