Tamiflu kan højest dæmpe symptomer på influenza i én dag, og intet tyder på, at lægemidlet – som blandt andet danske myndigheder har købt stort ind af – kan modvirke følgesygdomme ved influenza.

Dert viser ny forskning, som offentliggøres i tidsskriftet British Medical Journal i dag, skriver Dagbladet Information.

»I Storbritannien anbefaler sundhedsmyndighederne, at Tamiflu gives til alle med influenza uanset deres oprindelige sundhedstilstand, men vi fandt forsvindende få tegn på, at det har nogen effekt. Man skal behandle op til 1.000 patienter med influenza, før der er én, der ikke vil udvikle lungebetændelse pga. Tamiflu,« siger professor Nick Freemantle, University of Birmingham, der er én af forskerne bag undersøgelsen, til Information.

Utilstrækkelig data
Forskerholdet har i undersøgelsen analyseret data om forebyggelse, behandling og bivirkninger ved Tamiflu i 20 offentliggjorte test. Men otte af dem blev droppet, fordi de var umulige overhovedet at analysere, siger forskningsleder Chris del Mar, Bond University i Australien til avisen.

»Roches data var behandlet på en måde, som gør, at det er umuligt at undersøge tilstrækkeligt. Vi kan se, at stoffet har en beskeden effekt på symptomerne ved influenza, men vi er lidt bekymrende, fordi vi ved, at det er billigere og mere effektivt at vaske hænder eller bære maske, hvis man vil forhindre en pandemi,« siger han til Information.

»Flere databaser rapporterer om bivirkninger, men ingen af dem er tilstrækkelige, så vi har ingen viden om, hvorvidt det her stof er sikkert. Vi har langt mindre information om Tamiflu, end man bør forvente af et stof, der er givet til 64 millioner mennesker,« siger han.

Pengene er ikke spildte
Tamiflu er en del af det danske pandemiberedskab, hvor myndighederne råder over cirka én million doser af det antivirale lægemiddel.

Men allerede da lageret blev indkøbt, var myndighederne klar over, at der ikke fandtes forskning, der kunne dokumentere effekten af Tamiflu.

»Da vi købte Tamiflu vidste vi godt, at der ikke var tonsvis af store, gode studier, der påviste effekterne,« siger Else Smith, der er chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen, til Information.

Under den igangværende pandemi er der da heller ikke taget hul på Tamiflu-lageret endnu.

Else Smith mener dog, at det i visse tilfælde kan være en fordel at give Tamiflu. Både med henblik på at modvirke komplikationer og forkorte sygdommen:

»Så jeg mener ikke, at det er spild af penge,« siger hun til avisen.

Foto: Roche

Kilde