Patienter med »diffuse« symptomer får stillet diagnose på ti til 16 hverdage på nye diagnostiske enheder i Region Hovedstaden, skriver Berlingske.
Regionen har etableret fire nye såkaldte diagnostiske enheder på sine akuthospitaler for at hjælpe patienter, der er særligt svære at diagnosticere. Her er en stribe undersøgelser blevet samlet på få dage, og lægeeksperter fra en række forskellige specialer arbejder tæt sammen for at sikre patienterne en hurtig afklaring på deres sygdomme, og de første erfaringer viser, at patienter nu får stillet den diagnose, som er nødvendig for at sætte behandlingen i gang, i løbet af højst to-tre uger
I løbet af godt to måneder er ca. 325 patienter blevet henvist til de nye enheder, hvor de i løbet af ti til 16 hverdage er blevet undersøgt og har fået stillet deres diagnose. Hver fjerde viste sig at lide af kræft, mens de øvrige havde en række andre sygdomme såsom slidgigt, mavekatar, mangel på binyrebarkhormon samt HIV, viser en opgørelse.
»Vi kunne ikke blive ved med at sende folk ud på de ørkenvandringer, som mange førhen blev udsat for. Nu får de en hurtig afklaring, og det viser, at der er et fantastisk potentiale i de diagnostiske enheder. De er kommet godt fra start og vil blive en gevinst for mange patienter,« siger medlem af sundhedskoordinationsudvalget i Region Hovedstaden Karsten Skawbo-Jensen (K) til Berlingske.
Opgørelsen viser, at der i perioden 10. april - 1. juli 2012 i alt er blevet henvist 321 patienter til de diagnostiske enheder fordelt 55 patienter på Hillerød Hospital, 75 patienter på Bispebjerg Hospital, 93 patienter på Hvidovre Hospital og 98 patienter på Herlev Hospital. Region Hovedstaden forventer, at antallet af henvisninger til de diagnostiske enheder vil stige i løbet af 2012 i takt med, at kendskabet til enhederne udbredes.