Kirurger på privathospitaler får grønt lys af Sundhedsstyrelsen til at udføre en del af de mest komplicerede behandlinger. Det er ifølge formændene for de kirurgiske specialer resultatet af styrelsens udspil til en specialeplan for kirurgien.

Formændene var i tirsdags samlet for at diskutere den endnu ikke offentliggjorte specialeplan i regi af Kirurgisk Forum og advarer mod flere elementer i planen. Kirurgisk Forum dækker lunger, hjerter, urologi, kæber, øre-næse-hals, ortopædi, mave-tarm og anæstesiologi og er repræsenteret ved formændene Lars Bo Svendsen og Per Kjærsgaard Andersen.  På vegne af alle de kirurgiske specialer forklarer Lars Bo Svendsen, at privathospitalerne er blevet tildelt så mange behandlinger, at det truer ambitionerne om at samle operationerne på færre steder. 
   
»Det ser ud, som om mange hensyn har spillet ind, og på flere områder er der sket en decentralisering, hvor der kommer flere interessenter end nu. En del af de nye er privathospitalerne, og man får den fornemmelse, at tildelingskriterierne ikke er de samme for de private hospitaler som for de offentlige,« siger Lars Bo Svendsen.

Formændene i Kirurgisk Forum ønsker ikke at afsløre, hvem der er blevet tildelt hvilke specialer, fordi planen stadig er fortrolig, og fordi de ikke vil blande sig i, præcis hvor de kirurgiske behandlinger skal udføres.

Men ifølge formændene er det vigtigt at debattere, hvorfor styrelsen tilsyneladende ikke konsekvent har samlet de højt specialiserede behandlinger på de store offentlige hospitaler.

Privat kræftkirurgi

Det gælder f.eks. kræftområdet, hvor der sker en samling af kirurgien, men hvor de private får styrelsens ord for, at de kan fortsætte udbygningen af kræftkirurgien. Ifølge Lars Bo Svendsen får flere privathospitaler lov til at operere patienter med brystkræft og behandle kræft i mave-tarmregionen.

»I Kirurgisk Forum er vi imod, at privathospitaler skal varetage nogle af de højt specialiserede funktioner på kræftområdet. Der er behov for en organisation, der kan varetage alle aspekter af et pakkeforløb for kræft, og privathospitalerne opfylder ikke samme krav som de store universitetshospitaler,« siger Lars Bo Svendsen.

Han påpeger, at rammerne for uddannelse og opretholdelse af en stor volumen ikke er de samme på et hospital med få kirurger, som måske endda kun er ansat på deltid.

Lars Bo Svendsen efterlyser, at de private aktører på kræftområdet bliver bundet op på konkrete samarbejdsaftaler med de store offentlige hospitaler, så pakkeforløbene bliver stringent gennemført.

Dansk Kirurgisk Selskab var allerede i foråret 2008 ude og advare mod, at tre privathospitaler i al ubemærkethed havde bevæget sig ind på kræftområdet med tilbud om behandling af brystkræft og tarmkræft. Det drejede sig om Århus Speciallægecenter, Privathospitalet Mølholm og Privathospitalet Hamlet. Sidstnævnte havde på det tidspunkt udsendt en brochure, der fortalte, at hospitalet tilbød operationer for både kræft i tyktarmen og endetarmen på »højeste faglige niveau«. Det fik blandt andre den daværende formand i selskabet, Svend Schulze, til at reagere. Han er ledende overlæge på gastroenheden i Hvidovre og kan ikke forstå, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har brugt lejligheden til at afskære privathospitalerne fra al kræftbehandling.

»Kræftbehandling hører ikke til i det private. Vi forsøgte allerede for to år siden at få Sundhedsstyrelsen til at forbyde kræftbehandlinger i privat regi. Det lykkedes ikke, og det er skuffende, at styrelsen heller ikke bruger specialeplanen til at skære igennem,« siger Svend Schulze.

Ukendte får fedmekirurgi
Et andet omdiskuteret område er fedmekirurgien. På det område er det svært at komme uden om de private aktører, fordi de i dag foretager mere end 80 pct. af behandlingerne. Ifølge Lars Bo Svendsen får flere private hospitaler end i dag blåstemplingen fra styrelsen. Han vil igen ikke afsløre hvem, men et par af hospitalerne kan man ikke finde andre steder end i CVR-registret, og det undrer Lars Bo Svendsen, at helt nye private spillere dukker op.

Hvis man ser bort fra privathospitalerne, ses styrelsen at centralisere mange af de sjældnere forekommende tilstande. Dermed opfylder styrelsen også på flere områder intentionerne om at højne kvaliteten af den kirurgiske behandling gennem specialisering, lyder vurderingen fra Kirurgisk Forum.

Formændene for de kirurgiske specialer vil nu bringe kritikpunkterne videre til Sundhedsstyrelsen og understreger, at det stadig kan nå at blive en god plan.

»Vi betragter denne plan som et arbejdspapir, som styrelsen nu beder os om at hjælpe med at forme. Vi vil gerne sikre en specialisering og centralisering, og det kræver en justering af flere områder i planen,« siger Lars Bo Svendsen.