Det bliver Nyreforeningens afgående direktør og tidligere overborgmester i København, Lars Engberg, som bliver ny formand for paraplyorganisationen Danske Patienter, der repræsenterer 14 patientforeninger med sammenlagt 800.000 medlemmer.
Det oplyser Danske Patienter i en pressemeddelelse.
»Det er uhyre vigtigt, at patientforeningerne står sammen, hvis vi skal fortsætte udviklingen mod et patientorienteret sundhedsvæsen. Der er indsamlet oceaner af patienterfaringer i de danske patientforeninger, og de skal bringes i spil når politikere og ledere træffer beslutninger i sundhedsvæsenet. Jeg ser frem til at stå i spidsen for danske patienter, og give mit bidrag til, at det altid er patienternes behov der er i fokus,« udtaler Lars Engberg.
Han efterfølger Pia Christmas-Møller, der forlod posten i september 2009 efter blot fem måneder, da foreningen krævede, at hun ikke udtalte sig positivt om privathospitaler.
Flere pakkeforløb
Lars Engberg er valgt for de næste to år, og i den periode vil han blandt andet sætte pakkeforløb for medicinske patienter på dagsordenen, som Dansk Selskab for Intern Medicin også tidligere har anbefalet.
Derudover vil han blandt arbejde for at sikre alle patienter retten til en forløbskoordinator samt skaffe øgede investeringer i telemedicinske løsninger.
Danske Patienter er paraplyorganisation for Astma-Allergi Forbundet, Colitis-Crohn Foreningen, Danmarks Lungeforening, Dansk Epilepsiforening, Dansk Fibromyalgi-Forening, Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Nyreforeningen, Parkinsonforeningen, Scleroseforeningen og Sjældne Diagnoser.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen