Hver gang, der indtræffer en større trafikulykke i Nordjylland, vil en ny type redningskøretøj yde den akutte hjælp. Mobil Traume Enhed hedder den og kan i kraft af sin kapacitet fungere som fremskudt skadestue med store mængder behandlingsudstyr og medicin.
Når alarmen lyder ved en ulykke med mere end fire tilskadekomne, bliver en læge og en sygeplejerske fra Aalborg Traumecenter hentet af to brandfolk fra Beredskabscenter Århus, som er garage for køretøjet.
På skadestedet fungerer vognen som base for den præhospitale indsats eller forsyningssted for en venteplads.
Ifølge nyhedsportalen beredskabsinfo.dk vil behovet være omkring to udrykninger om måneden.
Før enhedens indsættelse igår, onsdag, blev det nordjyske akutudstyr opbevaret i kælderen under Aalborg Sygehus, hvorfra det skulle hentes før en udrykning. Men nu har regionen ladet sig inspirere af en tysk løsning og skal således kun afhente bemandingen.
Køretøjet er det eneste af sin slags i Danmark, men det er kun det andet unikke redningskøretøj på de nordjyske veje. Tidligere på året indviede regionen en intensivbus.