Der kan være fyringer på vej i Region Sjælland som konsekvens af et merforbrug på mere end 100 millioner kroner.
Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
»Vi forventer en budgetoverskridelse på vores sygehus 120 millioner kroner, og de penge skal hentes ind i 2010. Vi arbejder på at undgå fyringer, men det kan ikke udelukkes,« siger Jens Andersen, der er administrerende direktør i Region Sjælland.
I modsætning til Hovedstaden og Midtjylland, hvor flere patienter har ført til underskud, skyldes budgetoverskridelsen i Sjælland store regninger til vikarer.
Afklaring om nogle uger
Det er især de sydlige sygehuse som Nykøbing Falster, Nakskov og Næstved, der er skyld i underskuddet, der skyldes mangel på læger og sygeplejersker.
»Et af problemerne er arbejdskraftmangel, som giver os nogle ekstra omkostninger til vikarer og dyrere personalemæssige omkostninger i øvrigt,« siger Jens Andersen til Ritzau.
Først om nogle uger vil regionen have afklaring på, hvilke konskevenser budgetoverskridelserne vil få i regionen. Indtil da vil direktøren ikke svare på, om pengene kan findes ved at nedlægge nogle af de ubesatte stillinger.

Region Sjællands administrerende direktør, Jens Andersen, forventer inden for nogle uger at have klarhed over konsekvenserne af et millionstort merforbrug i regionen. Foto:
Mikkel Aabenhus Hemmingsen