Lægemiddelstyrelsens redegørelse til sundhedsministeren om brugen af mr-kontrastmidlet Omniscan finder ikke frem til de centrale forklaringer i sagen. Og det var heller ikke Lægemiddelstyrelsens opgave, da ministeren 22. februar – på baggrund af Dagens Medicins artikler om alvorlige bivirkninger efter brug af Omniscan – bad styrelsen om at udarbejde en redegørelse.

Det var sundhedsministerens noget overraskende udmelding, da Omniscan var på dagsordenen under Folketingets spørgetid til ministrene i sidste uge. Socialdemokratiets sundhedsordfører Jens Peter Vernersen havde bedt ministeren svare på, om han fandt redegørelsen dækkende og uafhængig, og hvad ministeren i øvrigt ville gøre for at finde frem til de centrale forklaringer på Omniscanskandalen.

Ministerens svar fik Jens Peter Vernersen til at konstatere, at det nu med ministerens egne ord er afklaret, at politikerne fortsat ikke har fået de centrale forklaringer i sagen, fordi det ikke er det, sundhedsministeren har bedt om.

»Meget grundig«
Da Lægemiddelstyrelsen Omniscan-redegørelse 28. marts blev sendt til Folketingets sundhedsudvalg, skrev sundhedsministeren ellers til udvalgets medlemmer, at det havde været afgørende for ham »at få en samlet og detaljeret redegørelse fra Lægemiddelstyrelsen om hele sagsforløbet,« og erklærede sig tilfreds med, at der nu forelå »en meget grundig redegørelse«.

Den politiske behandling af Omniscan-redegørelsen er endnu ikke afsluttet. Den 23. april er ministeren kaldt i samråd i sundhedsudvalget, hvor bl.a. eksperter fra Lægemiddelstyrelsen er indkaldt til at komme med en teknisk gennemgang af redegørelsen.

Link