Den 54-årige BM var indtil 8. januar 2002 en velfungerende nyrepatient, der uden vanskeligheder passede sit arbejde. Men en mr-undersøgelse med kontrastmidlet Omniscan forud for en nyretransplantation fik fatale følger. Kontraststoffet havde omgående, alvorlige bivirkninger, som gav kvinden så alvorlige skader, at hun efter en stadig forværring af sin tilstand døde 16. oktober 2003.

Kvindens sag er vigtig, fordi hendes reaktion på kontrastmidlet førte til den første indberetning til Lægemiddelstyrelsen af bivirkninger efter Omniscan. Desværre gik Lægemiddelstyrelsen ikke videre med indberetningen der blev modtaget i februar 2003. Derfor vedblev kontrastmidlet med at blive anvendt til mr-scanninger i yderligere fire år. Senere anerkendte Patientforsikringen en direkte sammenhæng mellem brugen af Omniscan og kvindens død. I Patientforsikringens årsrapport for 2004 står: »Knapt to år efter mr-undersøgelsen afgik patienten ved døden som følge af de skader, hun havde pådraget sig ved undersøgelsen.«

I de 21 måneder, som gik mellem mr-scanningen med Omniscan og BM’s død, var hun indlagt mere end 15 måneder på hospitalsafdelinger og genoptræningscentre i bl.a. Herlev, Rigshospitalet, Bispebjerg og Esbønderup. En lang række nefrologer, dermatologer, patologer og reumatologer deltog i undersøgelserne af BM, undersøgelser, som igen og igen kæder kvindens symptomer sammen med kontrastmidlet.

Omgående reaktion
BM ville i dag have fået diagnosen nefrogen systemisk fibrose. En sygdom, hvor de første symptomer ofte først ses uger eller måneder efter mr-undersøgelsen med Omniscan eller andre gadoliniumholdige kontraststoffer. Det er ikke tilfældet her. I en skadesanmeldelse til Patientforsikringen skriver hun:

»Under undersøgelsen oplevede jeg en helt ubeskrivelig smertereaktion, nærmest som om, at min krop brændte, og mit hjerte slog fuldstændig vildt. Jeg skreg højlydt, at jeg ønskede undersøgelsen stoppet. De læger, der forestod undersøgelsen, oplyste, at der var mange, der fik klaustrofobiske reaktioner af at være i scanneren, men at det snart var overstået.«

Men smerterne er ikke overstået, det er kun begyndelsen. I løbet af de kommende måneder får kvinden en række yderligere bivirkninger af undersøgelsen: Muskel- og ledsmerter i hele kroppen. Tab af førlighed. Nervebetændelse. Føleforstyrrelser. Synsforstyrrelser. Permanent ødelæggelse af restnyrefunktionen. Permanent hårtab. Depression og hukommelsestab. Hudforandringer over store dele af kroppen.

Konsekvensen af de mange bivirkninger er bl.a. begyndende hjerterytmeproblemer. BM får indopereret en pace-maker. At hun næsten konstant er sengeliggende, forværrer hendes hjerteproblemer. I en speciallægeerklæring til Patientforsikringen fra juli 2003 konstateres lakonisk: »Patienten er som anført 100 pct. invalid, og har ingen arbejdsfunktion tilbage.«

Hen over sommeren og efteråret 2003 bliver BM stadig svagere. Da hun 16. oktober 2003 indbringes i ambulance til skadestuen på Herlev Hospital, er hun allerede død.

Dødsårsagen angives som lungeemboli.  

Pluk fra patient nummer 0’s journaler

  • 27. januar 2003. En dermatolog fra Bispebjerg ønsker, at der rettes henvendelse til Herlev for at få navn på kontrastmidlet. »Derefter kontakt til fabrikanten vedr. bivirkningen.«
  • 30. januar 2003. En nefrolog fra Herlev skriver: »Præparatets bivirkninger var på undersøgelsestidspunktet ikke kendte, hverken for Nefrologisk Afdeling eller for Radiologisk Afdeling, og gav anledning til anmeldelse til Lægemiddelstyrelsen.« »På grund af det tidsmæssige sammenfald er det undertegnedes vurdering, at atralgierne er relateret til kontrastindgiften.«
  • 4. marts 2003. En dermatolog fra Bispebjerg skriver: »Mistanken om bivirkning er meldt som lægemiddelbivirkning.«
  • 10. marts 2003. En reumatolog fra Rigshospitalet skriver: »Vedr. reaktionen på kontrastmiddel af typen Omniscan 300 oplyses det, at Dermatologisk Afd. (Bispebjerg) har anmeldt bivirkningen til centrale bivirkningsnævn, idet der ved hudbiopsi er fundet fremmedlegeme-reaktion svarende til mulig udsæd af kontrastmiddel jf. tidligere hudbiopsi.«
  • 12. marts 2003. En nefrolog fra Herlev oplyser: »Der er i afdelingen forekommet tre tilfælde, hvor vi har observeret et mindre fald i diureser hos dialysepatienter (efter undersøgelse med Omniscan, red.), og dette vil senere blive bivirkningsanmeldt og publiceret.«
  • 05. maj 2003. I en speciallægeerklæring udfærdiget af speciallæge i kardiologi og intern medicin anføres: »på baggrund af den tidsmæssige sammenhæng til kontrastindgiften og disse ovennævnte kendte bivirkninger mener jeg, at det er muligt, at kontraststoffet har forårsaget denne væsentlige forværring af patientens tilstand med dels en allergisk reaktion, og dels en forværring af patientens i forvejen svært nedsatte nyrefunktion«