Den unge mand går med målbevidste skridt direkte mod sygeplejerske Bente Pedersen. Hans blik er på en gang fokuseret og flakkende. Men der er ingen usikkerhed i stemmen, da han stopper hende midt på den lange, lidt dunkle gang, der forbinder de 12 værelser på afsnit E4:

»Bente, jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med den omsorgsfulde måde, jeg er blevet tvangsbehandlet på,« siger han og trykker hendes hånd.

Bente Pedersen snakker lidt med den unge mand. Hun er afslappet, selv om det er kort tid siden, at han kom stormende ned ad gangen og væltede en sygeplejerske omkuld, så hun måtte sygemeldes i flere dage. Det var den episode, der førte til, at han blev lagt i bælte, men man kan ikke se skyggen af ondskab i den lidt usikre, smart klædte og nyvaskede unge mand.

Tværtimod var det omsorg for personalet, der førte til, at han endte fastspændt i et bælte på det akutte modtageafsnit på Psykiatrisk Afdeling Herning.

»Han var fuldstændig overbevist om, at en af de andre patienter ville slå sygeplejersken ihjel med en kniv, og da han så det, løb han så fuldt firspring ned gennem afsnittet og væltede hende omkuld for at beskytte hende. Den unge mand er drønende psykotisk, og for ham var kniven virkelig til stede,« fortæller Bente Pedersen.

Det er ikke hverdagskost, at voldsomme, psykotiske patienter takker personalet på en psykiatrisk afdeling for at blive bæltefikseret. Men det lille, hektiske modtageafsnit på Psykiatrisk Afdeling Herning, der tager imod alle de hårdest ramte psykisk syge mennesker fra den sydlige del af Ringkjøbing Amt, er heller ikke helt almindeligt.

Siden september 2004 har afdelingsledelsen og personalet sammen med amtets forvaltning lagt alle deres kræfter i at reducere brugen af tvang mest muligt. Det gælder først og fremmest fikseringer af urolige og voldelige patienter. Samtidig er målet at gøre brugen af tvang mere omsorgsfuld, fortæller ledende overlæge Birgitte Aagaard over en kop kaffe:

»Vi kan aldrig afskaffe brugen af tvang helt, for det er vores pligt og en del af den lægelige opgave at udøve tvang, når det er nødvendigt, f.eks. af hensyn til patientens helbred. Men når vi bruger tvang, skal vi gøre vores yderste for, at det sker så respektfuldt og så omsorgsfuldt som overhovedet muligt, for tvang er ikke pjatværk. Det er et overgreb, som kan opleves meget voldsomt af patienterne,« siger Birgitte Aagaard.

Sindet fuld af dæmoner

De fleste mennesker kan formentlig nemt leve sig ind i, hvor ubehageligt det er at blive spærret inde og være spændt fast til en seng med mavebæltet og fod- og håndremme. Men indgrebet kan være mange gange værre for mennesker med skizofreni eller andre psykotiske tilstande. For i den situation er den virkelighed, som vi oplever, holdt op med at eksistere og erstattet af en anden, ofte meget mere skræmmende virkelighed.

Birgitte Aagaard giver et eksempel på, hvor skræmmende tvang kan være for en psykotisk patient, hentet fra hendes 17 års virke på afdelingen i Herning:

»De mennesker er spærret inde i deres sind, der kan være fyldt med dæmoner og de mest forfærdelige oplevelser, man kan forestille sig. Nogle oplever, at de får bortopereret organer om natten eller bliver lagt levende i kister. Vi havde en ældre kvinde, som altid sov yderst på kanten af sengen. Da hun blev bæltefikseret, reagerede hun så voldsomt, at vi troede, hun ville kæmpe sig ud af afdelingen. Det viste sig, at hun normalt sov på kanten af sengen, fordi hun kunne mærke kulden fra det lig, der hver nat lå i hendes seng. I den situation er det ikke så mærkeligt, at hun ikke ville ligge fastspændt midt i sengen.«

Omsorgsfuld tvang kan lyde selvmodsigende, men når man stifter bekendtskab med de metoder, som personalet på afsnit E4 bruger, virker de enkle og fornuftige.

Når patienterne indlægges, taler personalet med dem om tidligere erfaringer med tvang og deres viden om, hvad der har udløst tvangen. I den forbindelse gennemgår de et skema med forskellige værktøjer til at håndtere vrede og aggressioner, og samtidig bliver personalet bedre til at forudse de ting, der kan gøre patienterne urolige.

Når det alligevel er nødvendigt at lægge en patient i bælte, vurderes tilstanden hver anden time i særlige bæltefikseringsjournaler. Metoden skal sikre, at patienten kommer så hurtigt fri som muligt.

Ærekær ung mand

Dagen efter efter bæltefikseringen eller en alarmsituation tilbydes patienten en samtale om oplevelsen af fikseringen, og forløbet op til. Personalet støtter sig til en manual for at få mest mulig information ud af samtalen. Hensigten er at forebygge nye tvangsepisoder.

Personalet, der har været involveret i fikseringen mødes også bagefter til en form for debriefing. Her taler de bl.a. om, hvad man kan gøre bed-re næste gang, og vender hele forløbet af hensyn til portører og nye medarbejdere, der ikke er vant til den type oplevelser på jobbet.

Ved selve fikseringen er der en fast kommandostruktur, hvor lægen styrer ?slagets gang?, mens en anden medarbejder er praktisk kaptajn og fordeler opgaverne, mens en tredje medarbejder koncentrerer sig om at holde tæt kontakt til og støtte patienten.

Den faste struktur og de nye værktøjer er en af grundene til, at sygeplejerske Bente Pedersen får ros af den unge mand, der havde væltet en af hendes kolleger. Da han kom ud af bæltefikseringen, fik han en snak med personalet om, hvad der var sket. Selv om han stadig var meget psykotisk, hjalp samtalen ham, fortæller Bente Pedersen:

»Han sagde til os, at det betød meget for ham at kunne få lov til at møde den sygeplejerske, som var komme til skade, så han kunne sige undskyld. Det sørgede vi for, og det har helt klart hjulpet ham. Han er en meget ærekær ung mand.«

Skemaerne gør det også nemmere for både personale og patienter at forstå hinanden, siger Bente Pedersen:

»Når vi følger skemaet i samtalerne, bliver vores fokus skarpere på, hvad der sker med patienten lige nu. Det giver langt bedre struktur i samtalerne. Den erfarne læge og sygeplejerske kan som regel den slags, for nye og usikre medarbejdere giver det en helt anden sikkerhed at have nogle strukturerede arbejdsredskaber at støtte sig til.«

Som læge i psykiatrien har man mere end normalt travlt. Stort set alle afdelinger i landet mangler psykiatere, men i det vestjyske område er der perioder, hvor op mod hver anden stilling er ubesat. Men reservelæge Marika Poulsen oplever ikke, at det er et problem at skulle bruge mere tid på at tale med patienterne, tværtimod.

Kæmpemæssig glæde

»Projektet giver os en unik mulighed for at komme patienterne i møde. Vi prøver at undgå tvang ved at tage en samtale med patienten om tidligere episoder f.eks., hvor vi spørger om, hvad der skete dengang, og om vi kunne have gjort noget andet. Det kan nogle gange være, at de føler, at vi ikke har lyttet til dem, og at de derfor er gået amok. På den baggrund kan vi aftale, at de i fremtiden skal give os en melding, inden tingene ryger helt af sporet. Det kræver mod at spørge patienterne om deres erfaringer med tvang, for man kan godt være bange for, hvordan patienten reagerer, når vi berører et emne, der er så svært, men det viser sig ofte at være givtigt,« siger Marika Poulsen.

De positive erfaringer slår også tydeligt igennem i opgørelserne over brugen af tvang på afsnit E4. Projektet begyndte 1. september sidste år, og de nyeste tal viser, at antallet af bæltefikseringer er faldet med 35 pct., mens den tid, patienterne har været spændt fast, er reduceret med hele 54 pct. siden starten.

For adm. overlæge Birgitte Aagaard er det »en kæmpemæssig glæde«, at projektet allerede nu har så markant en effekt. Glæden skyldes ikke kun, at den kraftigt mindskede brug af tvang er god for patienterne, men i høj grad også, at det har vist sig muligt at gøre op med gamle vaner og afdelingens tidligere høje placering i Sundhedsstyrelsens nationale opgørelse over brugen af tvang i psykiatrien:

Tal ikke flatterende

»En af grundene til, at vi gik i gang, var, at tallene over afdelingens anvendelse af tvang ikke var særligt flatterende. Det så forfærdeligt ud, når man målte på, hvor stor en del af patienterne der blev udsat for tvang. Der var flere gode forklaringer, bl.a. har vi færre sengepladser end de fleste andre amter, og det betyder, at tærsklen for indlæggelse bliver højere, og at gruppen af patienter derfor ofte er mere syge. Det slår selvfølgelig igennem, når man opgør tvang i forhold til antallet af indlæggelser. Omvendt har vi altid ligget pænt, når det gælder tvang målt i forhold til indbyggertallet. Men den slags forklaringer har ikke kunnet ændre ved, at vi anså det for nødvendigt at prøve at komme igennem med en holdningsændring til brugen af tvang,« siger Birgitte Aagaard.

Den mindre flatterende placering i de nationale opgørelser er også forklaringen på, at Psykiatrisk Afdeling Herning var et af de første steder i landet, der indledte en systematisk indsats mod brugen af tvang.

Personale fra afdelingen og amtets forvaltning tog til Oslo for at studere de norske metoder og erfaringer, og da man skulle til at finde penge til projektet, var afdelingen heldig. For lige netop på det tidspunkt besluttede Amtsrådsforeningen, Sundhedsstyrelsen og de faglige organisationer og patientforeningerne at etablere ?Gennembrudsprojektet?, som skal støtte afdelinger, der vil gøre en særlig indsats for at mindske brugen af tvang, og dermed var økonomien sikret.

Nu er Psykiatrisk Afdeling Herning godt på vej til at have løst opgaven, i hvert fald på afsnit E4, der som akut modtageafsnit er det mest pressede på afdelingen. Næste skridt bliver at udbrede metoderne til afdelingens øvrige sengeafsnit, og det er man allerede godt i gang med.

Psykiatrisk Afdeling Herning

54 sengepladser fordelt på seks afsnit. 185 ansatte. Budget: 72,7 mio. kr. (2005). Afsnit E4, akut modtageafsnit 12 sengepladser. 27 sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. En overlæge og to 1. reservelæger. Ergo- og fysioterapeuter, socialrådgiver og sekretær tilknyttet på deltid. 550 indlæggelser årligt ? 85 pct. af alle på afdelingen. 373 udskrives fra afsnittet. Gennemsnitlig liggetid: Syv dage. Antal bæltefikseringer per måned: Fem (median).

Ole Felsby