Regionsrådet i Region Sjælland har vedtaget at anbefale en ny akutplan, som bl.a. betyder, at fire akutbiler i regionen skal bemandes med paramedicinere i stedet for læger eller sygeplejersker.

Forslaget er både blevet kritiseret af Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd.

Regionsrådet har derfor også valgt at sende den præhospitale plan i høring, så blandt andre Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen kan udtale sig, inden planen vedtages endelig. Samtidig lægger regionsrådet op til, at den nye akutstruktur skal evalueres i slutningen af 2011.

Generelt lægger den sjællandske akutplan op til, at regionen skal have flere akutbiler, som bliver bemandede med paramedicinere, og at de skal placeres mere geografisk spredt end i dag.

»Den akutte hjælp før borgerne kommer til sygehuset skal fordeles mere ligeligt i regionen, og der skal være mere hjælp til rådighed hele døgnet,« siger formanden for regionens Udvalg for det Præhospitale område, Jens Ravn (V), i en kommentar på regionens hjemmeside.