40,3 procent af de lungekræftpatienter, der bliver opereret på Rigshospitalet, er i live fem år efter diagnosen blev stillet, mens det kun er tilfældet for 33 procent af lungekræftpatienterne Aalborg Sygehus.

Det viser tal fra perioden 2003 - 2007 fra Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), skriver Kræftens Bekæmpelse.

Tallene bekræfter en generel højere dødelighed blandt lungekræftpatienter i det vestlige Danmark sammenlignet med patienter fra Østdanmark.

Det skyldes blandt andet, at behandlingerne er blevet samlet i Østdanmark.

»Lav volumen er problematisk. Man har organiseret sig i nogle større enheder i udredningen i Østdanmark og har adgang til bedre teknologi. Hvis man havde haft den højteknologi i Vestdanmark, havde man måske også fået samlet udredningen på færre enheder,« siger Torben Palshof, overlæge på Århus Universitetshospital og formand for NIP-lungecancer, til Kræftens Bekæmpelse.

Af tallene fremgår det, at sandsynligheden for at få fjernet al kræften ved en operation er 30 procent større, hvis udredningen er foregået på en stor afdeling. Derimod er der 30 pct. større sandsynlighed for forkert stadieinddeling, hvis udredningen er foregået på en mindre afdeling.

Det betyder, at op til 20 pct. af de opererede patienter ikke burde være tilbudt operation.

Justeret for komorbiditet
Tallene er justeret for komorbiditet, og afkræfter en tidligere formodning om, at Region Sjælland og Hovedstaden havde været bedre til at inddrage andre sygdomme i vurderingen af, hvilken behandling der er bedst for patienten.

Østdanskere har stadig en signifikant lavere dødelighed, når komorbiditet fjernes fra ligningen.

Nu er det de ansvarlige fagpersoner, regionerne og på det enkelte sygehus
at udligne forskellen på dødelighed, mener Torben Palshof.

»Ingen bestrider resultaterne, og der er enighed om forklaringerne. Det svære er at gøre noget ved det hurtigt. Men det bør ikke fortsat være sådan, at man skal bo i Østdanmark for at få den bedste behandling,« siger han til Kræftens Bekæmpelse.