850 sygeplejsker på Odense Universitetshospital kan se frem til at modtage samlet 6.639.000 kr. fra deres arbejdsgiver.

Sygeplejerskerne har nemlig siden 2005 ikke fået løn for over- og merarbejde, som de havde krav på. Fejlen blev opdaget af sygehusets tillids- og fællestillidsrepræsentanterne, og de berørte ansatte kan nu se frem til en ekstra pose penge på lønsedlen for september.

»Arbejdsgiver har taget alt for let på det her. Vi har igennem rigtig lang tid kæmpet for, at få den her sag løst, men det har ikke virket som om, de ville rette op på fejlene, før de virkelig blev presset til det,« siger Helle Marie Mogensen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, til DSR.dk.

DSR-formand Grete Christensen ser det som en sejr for fagbevægelsen.

»OUH har nu sagt, at fejlen ikke vil ske igen, og det er positivt. Men vi er klar til at hjælpe vores medlemmer, hvis der skulle opstå nye problemer. Og sagen viser, at et tæt samarbejde mellem tillidsrepræsentanter, kreds og DSR centralt sikrer sygeplejerskernes løn og ansættelsesvilkår,« siger hun til DSR.

Dansk Sygeplejeråd undersøger i øjeblikket om der lignede lønsager på andre af landets hospitaler.