En af pionererne herhjemme inden for fedmekirurgi forlader det offentlige sundhedsvæsen efter uenighed med ledelsen på Århus Sygehus.

Overlæge Peter Funch-Jensen forlader efter 13 år sagt sin stilling på kirurgisk gastroenterologisk afdeling L, efter han i december skulle stå skoleret for sygehusledelsen på grund af en sideløbende ansættelse i det private.

»Sygehusledelsen meddelte, at den ikke ønskede, at jeg fortsatte mit arbejde i det private. De mente, at det var gået ud over min loyalitet for regionen. Da vidste jeg med det samme, at jeg var på vej væk,« fortæller Peter Funch-Jensen om bruddet med Århus Sygehus, hvor han fra ansættelsen i 1997 til 2005 fungerede som afdelingens ledende overlæge.

I dag har han titel af professor og specialeansvarlig overlæge på Århus Sygehus, indtil han 1. juli forlader sygehuset.

1-2 dage om måneden
Århus Sygehus har tidligere været blandt de største udbydere af fedmekirurgi, men i 2008 lukkede man ned for fedmekirurgi af sparehensyn.

Derfor var det nødvendigt at søge mod det private for at vedligeholde kompetencerne, siger Peter Funch-Jensen.

»Jeg har gennem tiden fået mange jobtilbud fra det private, men det har jeg altid afvist. Det var først, da sygehuset i 2008 lukkede ned for fedmekirurgien, at jeg flyttede udviklingsprojekter og aktivitet til det private.«

Han har siden da brugt 1-2 dage om måneden på et privathospital samtidig med, at han igen har optaget operationerne på Århus Sygehus.

Efter bruddet med Århus Sygehus vil han fremover bruge en tredjedel af sin tid på at behandle i privat regi, hvor han sammen med sin kollega Hjørtur Gislason skal stå i spidsen for fedmekirurgien ved Eira Privathospital i Århus og Privathospitalet Hamlet i København.

Derudover vil han fortsat være tilknyttet Klinisk Institut ved Aarhus Universitet, hvor han skal forske inden for fedmeområdet, spiserørslidelser og simulatorindlæring.

Konkret vurdering
Cheflæge på Århus Sygehus, Anne Thomassen, har ikke nogle kommentarer til bruddet med Peter Funch-Jensen, da sygehusledelsen ikke udtaler sig om personsager.

Men hun bekræfter, at der har været en uoverensstemmelse om bibeskæftigelse med overlægen.

Det er dog sygehusets politik at acceptere lægers bijobberi, såfremt det er foreneligt med samvittighedsfuld udøvelse af ansættelsen på sygehuset og så længe, det ikke medfører inhabilitet, fortæller Anne Thomassen.

Samtalen med Peter Funch-Jensen byggede på en konkret vurdering fra ledelsen.