Region Hovedstadens intentioner om at indkalde samtlige bijobbende læger til samtaler har fået Overlægeforeningen op af stolen. Formanden mener, at forhåndsgodkendelse af bibeskæftigelse strider mod overenskomsten, og truede i fredags med faglig voldgift.

Men før det kommer så vidt, vil de to parter træde sammen og forsøge at tale sig til rette uden om det juridiske apparat. Det sker på et møde på fredag, oplyser Overlægeforeningen.

Overlægeforeningens kæphest er regionens krav om forhåndsgodkendelse af bibeskæftigelse.

Ifølge formand Erik Kristensen har overlægerne en overenskomstsikret ret til bijobs, og derfor er kravet om godkendelse hos hospitalsledelsen ulovligt. Som det er nu, har lægerne blot oplysningspligt om deres bijobs, og derfor opfatter Overlægeforeningen de nye retningslinjer som en stramning.

»Det er i modstrid med vores aftale, og hvis Region Hovedstaden ikke retter ind, ender det som en voldgiftssag,« sagde Erik Kristensen til Dagens Medicin.

Om parterne vil blive enige på mødet fredag er tvivlsomt.

Regionsdirektør Helle Ulrichsen udlægger ikke retningslinjerne som en stramning og siger, at regionen er i løbende dialog med lægerne.

»Vi har taget udgangspunkt i den overenskomst, som ligger, og jeg ser ikke dette som en stramning af tidligere retningslinjer,« sagde Helle Ulrichsen.

Region Hovedstadens planer blev rundsendt til hospitalsdirektionerne d. 20. januar – uden om Overlægeforeningen, som først fik syn for sagen i sidste uge.