09:30: Bilerne på motorvejen kører ind til siden, efterhånden som den skriggule lægebil nærmer sig med fuld udrykning. Der står 210 km i timen på speedometeret, og Dagens Medicins udsendte medarbejder befinder sig lettere køresyg på bagsædet.
Lægebilen er på vej for at give livreddende hjælp til en patient med et blødende mavesår. Der fri bane på motorvejen, og lægebilsassistent Peder Jensen sænker eller øger rutineret farten, når vi nærmer os og passerer andre bilister.
Den anden livredder på forsædet er Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, der til dagligt er overlæge på anæstesiafdelingen på Horsens Regionshospital. Han arbejder som anæstesilæge på lægebilen et par gange om måneden som et supplement til kliniske arbejde på hospitalet. Lægebilsordningen blev udvidet til døgnbemanding i marts måned i år, hvor den ellers tidligere kun har kørt i dagtiden. Mads Koch Hansen har kørt lægebil i syv år, heraf de seneste to i Horsens.
»Vi har på afdelingen virkelig kæmpet for at få døgnbemanding på bilen, fordi vi kunne se, at der også var et behov for dækning om natten,« siger Mads Koch Hansen.
Lægebilen er én ud af otte døgnbemandede lægebiler, der kører i region Midtjylland. Den lokale bil har et optageområde på 200.000 borgere alene i Horsensområdet. Siden bilen blev døgnbemandet, har der været en stigende efterspørgsel, og den kører i gennemsnit ni ture i døgnet eller ca. 280 ture om måneden.
En akutbil pr. akuthospital
Lægebilen kører sammen med ambulancen og tilser kritiske patienter. Ambulanceførerne kan desuden ringe når som helst og få råd og vejledning omkring redningsarbejdet med patienterne. Den stigende efterspørgsel på lægebilens service, mener Mads Koch Hansen, er en understregning af, at der som minimum er behov for en akutlægebil pr. akut hospital.
»Lægerne har kompetencerne til at diagnosticere og indlede behandling på selve ulykkesstedet. Vi har mulighed for at visitere patienten til et andet sygehuse end det nærmeste. Det afhænger ofte af, hvilken behandling patienten har brug for. Vi kan også vælge at færdigbehandle patienten på stedet og afslutte behandlingen, hvis patienten bliver rask nok til det,« siger han.
Mens bilen suser derudaf, sidder Mads Koch Hansen foroverbøjet og skriver koncentreret på et journalpapir, som han senere forklarer, skal bruges til indtastning til den elektroniske patientjournal, hvor alle oplysninger lige fra første lægekontakt skal tastes ind. Kl. er halv ti, og det er nu den tredje tur, siden vagten begyndte i morges kl. syv. Som regel deles vagten i dagarbejde og aften-nattevagt.
Lægebilens førersæde minder om cockpittet på et fly. Der er et utal af knapper med lys i, en touch-skærm og et walkie talkie håndsæt. Højtaleranlægget skratter. Ambulanceføreren, der allerede er fremme ved patienten med det blødende mavesår, fortæller på klingende jysk, at de har helt styr på situationen. Vi får af vide, at vi godt kan vende om. Så det gør vi. Bilen sænker farten.
Tiden er efterhånden begrænset, og chancen for, at Dagens Medicins udsendte kommer til at opleve en rescue af en nødlidende patient i vejkanten er tvivlsom — for Mads Koch Hansen skal til patientsikkerhedskonference kl. 11.30. Han er næstformand i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og står for arrangementet sammen med Regionssygehuset i Horsens. Hjemme på basen venter en kollega, der skal vikariere for ham et par timer.
Basser og råstyrke
10:30: Lægebilen kører tilbage til basen — en tidligere lægebolig, der ligger tæt på hospitalet. Her holder de frokost, sover om natten eller holder pause, når lægebilen ikke kører.
Et par basser fra bageren og varm kaffe i små hvide kopper kommer på bordet. Stemningen blandt de livreddende kolleger er munter. De kender hinanden godt fra et utal af situationer, hvor de har arbejdet med akutte patienter ude i marken. Dødsfald, brækkede lemmer, trafikofre, blodpropper og arbejdsulykker hører til dagligdagen, når lægebilen rykker ud. Mads Koch Hansen mener, at arbejdet som læge i lægebilen kræver, at man er af en særlig støbning. Man skal f.eks. kunne tage fysisk fat og kommunikere med flere forskellige faggrupper.
»Nogle gange står man ude i en pløjemark og skal ned på knæ og give førstehjælp, eller man skal løfte en tilskadekommen ud af en bil, og det kræver altså råstyrke. Det kræver en evne til at kommunikere både med ambulancefolkene, som er vant til stå med kritisk tilredte patienter i en grøftekant, men man skal også kunne samarbejde med sygeplejerskerne, der arbejder i et mere klinisk miljø. Jeg kan lide begge dele, selvom det er forskellige miljøer,« siger Mads Koch Hansen.
Der virker umiddelbart langt fra lægeforeningens højloftede lokaler med lysebrune sildebenspolerede gulve til redningsarbejdet i grøftekanten, men Mads Koch Hansen vil ikke undvære hverken sit politiske arbejde i Lægeforeningen eller arbejdet som læge.
»Jeg kunne ikke have mit lægeforeningsjob, hvis ikke jeg arbejdede som læge. Det er lige her — midt i lægearbejdet, at jeg lever. Jeg er ikke frikøbt til alene at agere som formand, men har også min daglige gang på hospitalet, og det tror jeg er vigtigt, fordi lægearbejdet er grundlaget for foreningsarbejdet. Det er vigtigt for mig at holde fast i mødet med både kolleger og patienter.«
Mobilen ringer, og Mads Koch Hansen tager den. Det er kommunikationschefen i Lægeforeningen. Hun vil gerne diskutere, hvordan Lægeforeningen skal tage stilling til nattens episode fra Odense, hvor 70 mennesker trængte ind og hærgede på den Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital i vild jagt efter en traumepatient.
»Nogle gange taler jeg mere med kommunikationschefen end med min egen kone,« siger han og smile.
Telefonen har kimet en del i dag.
»Jeg nåede lige at tale med en journalist i morges mellem to rescues,« siger han og forklarer, at formandslivet betyder, at der de fleste dage er henvendelser fra pressen. Imens ordene falder, rydder udsendte journalist og pressefotograf kopper af vejen og putter dem i opvaskemaskinen.
»Heldigvis har jeg nogle meget forstående og fleksible kolleger, og ikke mindst min familie, som godt ved, at jeg har en anden rolle at udfylde, og derfor har mange ting, som jeg skal. Men når jeg bliver kaldt til patientarbejde, så afbryder jeg samtalen og skynder mig af sted,« siger han og understreger, at han godt kan finde balancen i de mange kasketter.
»Jeg er meget vedholdende i det, jeg foretager mig. Det er uanset, om jeg behandler patienter, taler med journalister eller skal til en patientsikkerhedskonference.«
På konference med skriggul vest
11:30: Der er blå balloner i loftet, og en buffet med portionspakkede salater og cupcakes i blå eller røde farver pryder to langborde, der er sat op i et kantinelokale. En menneskemængde med blå uniformer og hvide kilter er mødt op for at høre, hvordan man forbedrer indsatsen for et patientsikkert hospital.
Mads Koch Hansens skriggule vest med skriften ’LÆGE’ på ryggen står i skærende kontrast til de fremmødtes blå/hvide påklædning. Han stiller sig om et rundt højbord, og det varer ikke længe, før andre ansvarshavende profiler samler sig omkring ham.
Nu handler det om noget helt andet. Ord som patientdødsrater, patientskader og kvalitet af behandlingen flyver gennem luften, mens frokosten indtages.
13:30: Mads Koch Hansen bærer en bakke med de farverige cupcakes i hånden, mens han taler i telefon med en sagsbehandler fra Lægeforeningens sekretariat. Kagerne er til kollegerne, og han skal nu tilbage til lægebilen, som han skal køre i indtil kl. syv næste morgen.
13:30-07:00: Resten af vagten havde Mads Koch Hansen og kollegaen Peder Jensen fem ture. En patient med lungekræft havde vejrtrækningsproblemer og blev indlagt. En trafikulykke med fire tilskadekomne, der ikke blev indlagt, men blev færdigbehandlet på stedet. En knallertkører, der var kørt ind i en bil og muligvis havde brud på skinnebenet. En kvinde med brystsmerter, der blev afmeldt af ambulancen. Og om morgenen en ældre mand med brystsmerter og vejrtrækningsbesvær, der fik medicinsk behandling på stedet.