Deep Brain Stimulation, som metoden kaldes, er den mest effektive behandling af Parkinson'sygdommens følgevirkninger, muskelrystelser, -stivhed og tab af koordinationsevne. Det er resultatet af verdens hidtil største studie af metoden, som bliver benyttet på anslået 35.000 mennesker over hele verden, skriver cnn.com.

Konklusionen er draget af et forskerhold, som er ledet af Frances Weaver, ph.d. og chef for Center for Management of Complex Chronic Care på Hines VA Hospital i Illinois, og grundlaget for undersøgelsen er data fra 255 Parkinsons patienter, som har fået enten pacemakeren eller medicinsk behandling.

Flere gode timer
Resultatet af undersøgelsen, som er offentliggjort i Journal of American Medical Association, viste, at seks måneder efter påbegyndt behandling kunne pacemaker-patienterne rapportere om 4,6 flere daglige timer, hvor de var fri af nævneværdige symptomer, sammenlignet med før behandlingens start. For de patienter, der modtog medicinsk behandling, var resultatet ingen forbedring i antallet af symptomfri timer.

I alt oplevede 71 pct. af de patienter, der modtog Deep Brain Stimulation, motoriske forbedringer, mens kun 32 pct. af de medicinsk behandlede oplevede fremskridt.

Alvorlige bivirkninger
Medicinsk behandling mister ofte sin effekt over tid, men mulige bivirkninger af den hjerneoperation, der skal til ved pacemaker-metoden, er meget alvorlige og kan medføre, at patienten dør. Blandt bivirkningerne kam man nævne infektioner, ligesom depression, forvirrethed og alvorlige fald ifølge undersøgelsen var hyppigere i den patientgruppe, der blev opereret.

Til det siger Frances Weaver, at patienternes alder, som for en fjerdedels vedkommende var over 70 år, kan have indflydelse på de resultater.

Deep Brain Stimulation har bl.a. været benyttet i Århus i ti år for at lindre symptomerne hos nogle Parkinsons-patienter.

Kilde

Link