Hun er vedholdende og insisterende, og derfor er det lykkedes Beth Lilja at få både sundhedsaktører og medier til at holde fokus på patientsikkerheden, som hun nærmest er synonym med efter i så mange år at have arbejdet intenst med netop at sikre danske patienter en højere sikkerhed.
Som sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed står hun i spidsen for kampagnen Operation Life, som blev indledt i 2007, og som efter at være blevet forlænget slutter til foråret. Målet er at redde 3.000 liv – og som det ser ud nu, bliver det mål svært at nå. Men det ændrer ikke på, at kampagnen har bragt patientsikkerheden op på et niveau, som er højere ind før kampagnen blev skudt i gang. Under konflikten var ressourcerne mange steder så knappe, at kampagnen blev skudt til hjørne. Det krævede en massiv indsats fra folkene bag Operation Life at få pustet nyt liv i entusiasmen omkring kampagnen. Når det lykkedes – og når det lykkes Beth Lilja at stryge 25. pladser op ad listen, kan det tillægges hendes ihærdighed og dedikation til projektet.