Brystkræft rammer 4000 kvinder hvert år og antallet er stigende. Professor Henrik Jørn Ditzel fra Institut for Molekylær Medicin ved Syddansk Universitet står i spidsen for et forskningsprojekt, som netop har modtaget 750.000 kroner fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg.

Målet et skræddersyet behandlingstilbud, så det inden behandlingen starter, kan forudsiges hvilke kvinder, der vil have gavn af anti-hormonerne tamoxifen og aromatasehæmmere, og hvilke kvinder, der skal tilbydes en anden type behandling.

Muligheden for fra starten at give den optimale behandling, kan give brystkræftpatienter øgede helbredelseschancer og en forbedret livskvalitet.

Projektets titel er : ”Molekylære profiler, der er prædiktive for effekten af langtids antihormonbehandling hos patienter med ER+ brystkræft”.

Bevillingen er givet fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige udvalg, der netop har uddelt 74 mio. kr. til kræftforskning.