Udnævnelsen af Lægemiddelstyrelsens hidtidige direktionschef Karsten Jørgensen som ny sekretariatschef i Sundhedsstyrelsen har bragt sindene i kog hos Dansk Folkeparti.

Årsagen er, at Karsten Jørgensen i sin tid i Lægemiddelstyrelsen spillede en central rolle i Omniscan-skandalen, hvor styrelsens top forsøgte at dække over alvorlige fejl i forbindelse med, at kontraindikationen mod at bruge kontrastmidlet Omniscan til patienter med nedsat nyrefunktion blev fjernet i 1998

Derfor har sundhedsordfører Liselott Blixt via et såkaldt §20-spørgsmål bedt fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr forklare sit syn på Sundhedsstyrelsens chefudnævnelse.

»Hvad er ministerens holdning til, at en af de personer, som S, SF og De Radikales sundhedsordførere mente skulle fyres efter Omniscanskandalen, nu bliver tilbudt en chefstilling i Sundhedsstyrelsen?«, står der i spørgsmålet. 

Ministeren har seks hverdage til at svare.

S-SF: Vildledning bør have konsekvenser
Mens Socialdemokraterne og SF var i opposition var partierne særdeles kritiske over for ledelsen i Lægemiddelstyrelsen, efter en uvildig advokatundersøgelse slog fast, at afdelingschef Per Helboe, direktør Jytte Lyngvig og chefkonsulent Karsten Jørgensen i februar 2009 bevidst misinformerede Folketingets sundhedsudvalg og sundhedsministeren om fejl begået i Lægemiddelstyrelsen i behandlingen af godkendelsen af kontrastmidlet Omniscan. 

»Ledelsen i Lægemiddelstyrelsen har et alvorligt forklaringsproblem. Sundhedsministeren må forholde sig til, om han fortsat kan have tillid til en ledelse, der får så hård kritik. Jeg har personligt svært ved at have tillid til den nuværende struktur. Derfor vil jeg nu bede ministeren om at redegøre for, hvad baggrunden er for, at han accepterer at have ledende medarbejdere i Lægemiddelstyrelsen, som vi nu ved har vildledt Folketinget – og at han besluttede, at sagen ikke vil betyde ændringer i styrelsens struktur,« sagde SF's daværende sundhedsordfører Jonas Dahl i juni 2011.

Kammeradvokaten konkluderede i en senere undersøgelse, at der på trods af fejlene ikke var grundlag for at fyre de tre chefer. 

Per Helboe er siden Omniscan-sagen gået på pension, og Jytte Lyngvig meddelte 2. februar, at hun fratræder sin stilling som led i fusionen af Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.