Hvordan vil regeringen sikre sig, at 11 års arbejde med forbrugeroplysninger om alternativ behandling ikke bliver tabt på gulvet, når Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling lukker 1. januar?
Det spørgsmål ønsker sundhedsordføreren for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, svar på, og hun har derfor kaldt fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i samråd i Folketingets sundhedsudvalg.
Lukningen af ViFAB er en konsekvens af Sundhedsministeriets spareplan, hvor også Lægemiddelstyrelsen bliver nedlagt.
ViFAB blev oprettet i 2000 med det formål at formidle objektiv viden om de mange alternative behandlingsformer til patienter, behandlere og sundhedsfagligt personale, og siden opstarten har 77 projekter modtaget økonomisk støtte fra forskningscenteret.
Ifølge ViFAB anvender flere end 2,5 mio. danskere i dag alternativ behandling.
»Mange danskere og ikke mindst sundhedsfagligt personale bruger ViFABs hjemmeside og sekretariat til at finde rundt i de mange alternative tilbud og ikke mindst for at få gode råd og vejledning. Ganske mange borgere vil være uden denne hjælp, hvis ViFAB nedlægges‚« sagde centerets bestyrelsesformand Hans Stødkilde-Jørgensen i kølvandet på nyheden om lukningen.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen