Kun Enhedslisten stod over, da regeringen i går indgik en ny satspuljeaftale med Folketingets partier.
Med aftalen er der over de næste fire år afsat i alt 229 mio. kr. til en række initiativer inden for sundhedsområdet, hvor især psykiatrien er blevet tilgodeset med samlet 107 mio. kr. til fire projekter, herunder 64 mio. kr. til såkaldte brugerstyrede senge, hvor visiterede patienter på eget initiativ kan lade sig indlægge i kortere tid for at forebygge forværring af deres sygdom.
Derudover er der også afsat penge til at reducere brugen af tvang, forebyggelse af psykisk sygdom hos unge samt pårørende- og afstigmatiseringskampagner
»Med den her satspuljeaftale fortsætter vi arbejdet med at forbedre indsatsen for udsatte gruppers sundhed. Jeg er utrolig tilfreds med aftalen, som blandt andet er med til at sikre, at vi hele tiden har fokus på at finde nye og bedre måder at forebygge psykisk sygdom hos unge. Samtidig vil vi afprøve nye metoder til at reducere tvang i psykiatrien og fortsætte kampen mod stigmatisering af personer med psykisk sygdom,« siger sundhedsminister Astrid Krag i en pressemeddelelse.
Foruden psykiatrien er der afsat 67 mio. kr. over fire år til at styrke og udvikle indsatsen for patienter med langvarige og kroniske smerter; 24 mio. kr. til behandling af svært overvægtige børn og unge; samt 4,4 mio. kr. årligt til at styrke tilbuddene for voldtægtsofre.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen