Et massivt flertal for aktiv dødshjælp blandt danskerne får sundhedsminister Astrid Krag (SF) og flere sundhedsordførere til at sætte sagen på den politiske dagsorden, skriver Jyllands-Posten.
I en måling foretaget af Rambøll/Analyse Danmark for avisen går næsten 70 pct. ind for aktiv dødhjælp, mens 20 pct. er imod.
Emnet er blevet aktuelt igen, efter at en fynsk mand tidligere på måneden fik 60 dages betinget fængsel for at have forsøgt medlidenhedsdrab på sin lungesyge far.
I de seneste år har flere meningsmålinger vist et stort flertal for aktiv dødshjælp, men officielt er alle partier på Christiansborg fortsat imod – med undtagelse af Liberal Alliance, som ikke har taget stilling.
Men nu vil sundhedsministeren indhente de seneste erfaringer fra lande med aktiv dødshjælp og samtidig bede Det Etiske Råd om en stillingtagen. Senere på året kommer aktiv dødshjælp på dagsordenen i Folketingets sundhedsudvalg.
Flere sundhedspolitiske ordførere mener ligeledes, at debatten er tiltrængt.
»Der har været en angst blandt politikere og politiske partier for at tage debatten, som indeholder nogle svære dilemmaer. Jeg synes personligt, at tiden er moden til, at vi ser på de udenlandske erfaringer og dermed også politisk begynder at overveje, om vi skal se på den gældende lovgivning i Danmark,« siger Sophie Løhde (V) til avisen.