Socialdemokraterne i Region Hovedstaden har officielt peget på Sophie Hæstorp-Andersen som partiets spidskandidat til regionsrådsvalget i november 2013.
Dermed er den nuværende folketingspolitiker favorit til at overtage formandsposten efter partifællen Vibeke Storm-Rasmussen, der efter 28 år som amts- og regionspolitiker ikke genopstiller.
Sophie Hæstorp Andersen har tidligere været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden fra 2006 til 2007, og går denne gang til valg på at mindske uligheden og sikre den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet.
»Din uddannelse er i alt for høj grad et pejlemærke for, ikke bare dit helbred, men også for dit møde med sundhedsvæsenet. Om du kan finde rundt i junglen af henvisninger, ventelister, journaler, behandlingstilbud forskellige steder og din medicin – eller bare at blive rummet. Jeg vil arbejde for, at sundhedsvæsenet drejer sig om patienten, og at alle – også de mest udsatte –bliver guidet og møder værdighed og respekt,« siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse fra Socialdemokraterne i Region Hovedstaden.
Til Regionsrådsvalget vil Sophie Hæstorp Andersen formentlig stå over for Venstres Martin Geertsen, som ventes valgt som sit partis spidskandidat på et opstillingsmøde 22. november.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen