»Helt ude i hampen,« kalder tidligere embedslæge og folketingsmedlem Preben Rudiengaard Sundhedsstyrelsens planer om at slå landets fem embedslægeenheder sammen til tre. Han har skrevet til Venstres folketingsgruppe og bedt dem tage sagen op.
Ifølge sundhedslovens paragraf 212 stk. 2 skal der være en enhed i hver region, og alene derfor er planerne problematiske siger Rudiengaard, men mere alvorligt er det, at embedslægerne med kun to enheder vest for Storebælt og en øst for, vil få sværere ved at nå ud til hospitaler, plejehjem og almene praksisser i landets yderområder, siger han.
»Embedslægerne vil miste lokalkendskabet, og vil komme til at bruge alt for megen tid på landevejene. Det kan ikke undgå, at betyde færre besøg i yderområderne,« siger Preben Rudiengaard, som indtil efterårets folketingsvalg i efteråret var sundhedsordfører for Venstre.
Han ser ingen besparelse i en sammenlægning, eftersom styrelsen har meldt ud, at der ikke skal fyres embedslæger. Besparelsen på udgifter til husleje, forudser Rudiengaard, vil blive ædt op af udgifterne til at have højt betalte medarbejdere kørende rundt i landet.
Det forhenværende folketingsmedlem forstår ikke, hvordan Sundhedsstyrelsen kan lægge planer, der bryder lovgivningen.
»Er det Folketinget eller er administrationen, der bestemmer her i landet? Vi laver normalt ikke love om, fordi en departementschef eller medicinaldirektør, synes det. Hvis jeg sad i Folketinget ville jeg gøre mit for, at det ikke kom til at ske,« siger Preben Rudiengaard.
Venstre nuværende sundhedsordfører Sophie Løhde deler Preben Rudiengaards bekymring for, at færre enheder vil betyde mindre tilsyn i yderområderne, men hun ønsker at danne sig et overblik over regeringen plan for besparelser på sundhedsområdet, før hun tager stilling til enkelte dele i planen.
»Jeg vil tage Preben Rudiengaards henvendelse med i mine overvejelser, men det er ingen hemmelighed, at der hviler en tvungen opgave på regeringen skuldre, og vi må vente og se, hvordan de samlet set vil udmønte besparelserne,« siger hun.