Alle Folketingets partier støtter et forslag fra Dansk Sygeplejeråds om at uddanne kliniske ekspertsygeplejersker og opdatere Autorisationsloven, så sygeplejersker i visse tilfælde kan foretage injektioner og ordinere medicin. Det skriver nyhedsbrevet Synergi fra Dansk Sygeplejeråd (DSR).

DSR har stillet en række spørgsmål til partiernes sundhedspolitiske ordførere, og svarene viser, at alle partierne er klar til uddelegere større ansvar til sygeplejerskerne.

»Sygeplejersker skal have mulighed for at bestride nye opgaver og ikke nødvendigvis stadig arbejde som for 50 år siden, men de skal selvfølgelig have opgraderet deres uddannelse til det. På grund af manglen på personale i sundhedsvæsenet kan vi ikke have, at der er nogen faggrupper, der ikke bruger deres kompetencer og uddannelse optimalt,« svarer Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen.

Venstres sundhedspolitiske ordfører Birgitte Josefsen, som selv er sygeplejerske, mener, at autorisationsloven er forældet og skal tilpasses virkelighedens verden.

»Hvis sygeplejerskerne skulle følge loven, ville der være masser af arbejde, der ikke blev lavet, f.eks. i hjemmesygeplejen, hvor hjemmesygeplejerskerne jo dagligt kører rundt og giver injektioner. Her har flere regeringer sovet i timen, og det er vi nødt til at kigge på,« skriver hun.

Den afgående formand for sundhedsudvalget, Birthe Skaarup (DF), skriver, at »muligheder for, at sygeplejersker på afgrænserede områder kan ordinere medicin til kroniske syge, bør ske i nær fremtid og gerne hurtigst muligt. Men vi mener, at der er lægen, der skal diagnosticere sygdomme.«

Også Charlotte Fischer fra Det Radikale Venstre mener, at der er behov for, at andre faggrupper aflaster lægerne, men hun er mere skeptisk over for, om det er politikerne, der skal afgøre hvilke opgaver sygeplejersker kan udføre.

»Specifikt er det med injicering og ordinering ikke noget, vi som politikere kan vide noget om, men med nye behandlingsmuligheder og udviklingen i uddannelserne er det dumt, hvis en lov er for firkantet, for man skal løbende kunne justere opgavefordelingen i forhold til dette,« skriver hun i sit svar.