Han får prisen for sin fremragende forskning i at mindske bivirkningerne ved strålebehandling.
»Nicolaj Andreassen er et flot eksempel for den kommende generation af kræftlæger. Han og hans kolleger skal fremover løfte den tunge opgave at håndtere en fortsat udvikling af kræftbehandlingen i Danmark under betingelser med færre uddannede læger og mange flere patienter,« siger priskomiteens formand, institutchef Julio Celis, Kræftens Bekæmpelse.
Strålebehandling for kræft giver ofte væsentlige skader på det raske væv i nærheden af kræftsvulsten.
Men folk reagerer ikke ens på strålebehandlingen. Nogle får mange stråleskader, andre ganske få. Det har fået Nicolaj Andreassen til at gå på jagt efter de gener, som styrer, hvordan den enkelte patient reagerer på strålebehandlingen.
»Vi kan se, at 10 pct. af patienterne får alvorlige bivirkninger. Men vi ved ikke på forhånd, hvem der får skaderne. Derfor må vi holde igen med stråledosis overfor alle – også overfor de 90 pct., som kunne tåle en kraftigere dosis stråler. Kraftigere stråler øger chancen for helbredelse,« siger Nicolaj Andreassen i en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Det har vist sig at være mere kompliceret end forskerne oprindeligt antog at finde de gener, som styrer følsomheden overfor strålebehandling. Nicolaj Andreassen er derfor i gang med at indsamle biologisk materiale fra et stort antal strålebehandlede patienter og har indledt et internationalt samarbejde i jagten på de vigtige gener.
Han håber, at lægerne inden for de næste ti år kan tilbyde patienterne en mere individualiseret strålebehandling.