Et større fagligt fællesskab og mere moderne rammer for lægerne og en sikker og langsigtet investering for pensionskasserne. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men en række pensionskasser med store pengetanke i ryggen ser nu muligheder ved at investere pensionspengene i at bygge nye sundhedscentre rundt om i landet.

Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri, opfordrer primært pensionskasserne til at kigge på området, som han betegner som sikkert og stabilt at investere i. 

»Man skal selvfølgelig ikke ad bagvejen øge det offentlige forbrug, men ideen i investeringerne skulle gerne være, at man kommer til at arbejde mere smart, sparer penge eller bruger nyere og bedre teknologi,« siger han.

PKA har to lægehuse
Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange sundhedscentre med private som investorer der allerede findes, men flere steder er de første centre skudt i vejret, og pensionskassen PKA, hvis medlemmer er fra social- og sundhedssektoren, har allerede postet penge i to sundhedscentre på Fanø og Mors. Her har pensionskassen betalt for etableringen af de fysiske rammer, og så lejer læger og andre sundhedsansatte sig ind.

»Vi er gået ind i de to projekter både for at tjene penge og for at skabe gode arbejdspladser for vores medlemmer. Og selv om de to centre er forholdsvis nye, er erfaringerne med samarbejdet positivt i og med, at vi får et fornuftigt afkast, medlemmerne gode arbejdspladser, og borgerne får forhåbentlig den behandling, de har behov for – ét samlet sted. Derfor leder vi også efter flere projekter,« siger PKA-direktør Peter Damgaard Jensen.

Både Pension Danmark og PFA Pension har endnu ikke været involveret i sundhedscentre, men vil meget gerne være det.

Flere vil være med
»Vi har investeret i forskellige former for infrastruktur og bl.a. en række sygehuse i England og Sverige og er interesserede i lignende projekter i Danmark, hvis forholdet mellem afkast og risiko er det rigtige,« siger direktør Jens-Christian Stougaard fra Pension Danmark.

Selv om de fleste tilsyneladende bifalder flere sundhedscentre, peger Peter Damgaard Jensen fra PKA Pension på den største faldgrube: Økonomien.

»Det er ikke specielt billigt at etablere et sundhedscenter, og det vil formentlig være billigere for en praktiserende læge at finde billige lokaler end at leje sig ind i et sundhedscenter. Den meromkostning vil yngre læger måske ikke tage,« siger han.


PLO: God ide
Henrik Dibbern, formand for PLO, er umiddelbart varm på ideen om private kroner i nye sundhedscentre.

»Traditionelt står den enkelte praktiserende læge selv med den økonomiske risiko, når der skal bygges lægehus. Derfor synes jeg, det er fint, hvis private vil skyde penge i bygningerne i form af sundhedscentre eller hvad vi kalder tidssvarende lægehuse. Det skal måske primært være i udkantsområderne for dermed at tiltrække yngre læger, der efterspørger et større fagligt fællesskab og ikke ønsker at starte med at bære den økonomiske risiko selv,« siger han.

Noget, der taler for flere sundhedscentre i både udkantsområderne og andre steder, er netop, at de yngre læger efterspørger det faglige fællesskab, som de kan få i et sundhedscenter, siger Henrik Dibbern.

»De yngre læger vil i fremtiden ikke sidde alene i en solopraksis, som min generation har gjort det. Derfor vil sundhedscentre og andre lægefaglige fællesskaber dukke mere op de næste 10 år, når min generation bliver pensioneret,« siger han og understreger samtidig, at sundhedscentrene ikke entydigt er et gode.

»Fagligheden bliver ikke nødvendigvis bedre med sundhedscentre, og den nærhed og tryghed til patienterne, som en klassisk solopraksis giver, vil også blive mindre. Så modellen er ikke uden konsekvenser,« siger han.

Konkurs
Faktisk var investeringsfirmaet Centrocare allerede i 2007 godt på vej til at erobre det danske marked med planer om 11 sundhedscentre rundt om i landet. Modellen gik ud på, at lægernes egne pensionspenge skulle skydes ind i sundhedscentrene med et højere afkast til følge. Men ifølge Centrocares direktør Jesper Egeris Pedersen blev firmaet knækket af finanskrisen og er nu gået konkurs. Kun et sundhedscenter i Hedensted blev bygget, inden det var slut, men ideen lever stadig i bedste velgående, siger han.

»Jeg får stadig jævnligt henvendelser om projektet, og når markedet ser lidt lysere ud, går vi i gang igen. For selvfølgelig er det et marked for eksempelvis alle de 20-30 sundhedsfolk, der bor på Lyngby Hovedgade. Hvis de flyttede sammen, havde de en masse fælles ressourcer, de alle kunne trække på,« siger han.

Lægernes egen pensionskasse har ikke investeret i sundhedscentre.

Foreløbig er de få privatfinansierede sundhedscentre i Danmark ikke drevet af private, men blot udlejet til praktiserende læger og andre sundhedsfolk. Henrik Dibbern ser også helst, at det fortsætter sådan:

»I England driver private flere steder lægehuse og sundhedscentre, og det er meget blandede erfaringer, man har høstet på den model. Og så længe det ikke er entydigt bedre, at andre står for driften, skal man lade være,« siger han.