Igennem ti år har Hjertecenter Varde taget sig af patienter fra det tidligere Ribe Amt, men den aftale står nu for fald.
I går meddelte de store partier i Syddanmarks regionsråd, at de ikke vil forny aftalen, og dermed trækker politikerne reelt tæppet væk under privathospitalet.
Det erkender hjertecentrets cheflæge, Ricardo Sanchez.
»Hvis vi mister den aftale med regionen,så er vi meget dårligt stillet i forbindelse med hjertekirurgi.«
Færre patienter en tilfældighed
Hjertecenter Varde så ellers ud til at klare omstruktureringen af den danske hospitalssektor, da Sundhedsstyrelsen med specialeplanen blåstemplede kvaliteten.
Men nu tyder det på, at det private hjertecenter alligevel ikke klarer skærene: Danmarks eneste private alternativ til de offentlige hjertecentre vil ikke kunne overleve inden for hjertekirurgien, hvis regionsrådet beslutter, at de ikke vil forny den aftale, der de sidste ti år har sikret privathospitalet retten til at behandle hjertepatienter fra det tidligere Ribe Amt.
Det er især situationen på Odense Universitetshospital (OUH), som de første måneder i 2010 har oplevet et kraftigt fald i antallet af hjerteoperationer, der har pustet til regionsrådets modvilje mod at forlænge aftalen med Hjertecenter Varde.
Men Ricardo Sanchez godtager ikke præmissen om, at OUH ikke vil få nok patienter i 2010.
»Jeg ser det som helt tilfældigt, at Odense ikke har haft noget at lave i februar. I januar var de på samme niveau som de seneste par år. Der er ikke noget, der reelt tyder på, at de vil have mindre at lave,« siger Ricardo Sanchez.
Tror ikke på det
Cheflægen var glad, da det i slutningen af februar kom frem, at Sundhedsstyrelsen havde besluttet at lade alle fem centre for hjertekirurgi bestå i forbindelse med specialeplanen.
Han er derfor heller ikke i tvivl om, hvad han vil sige til regionsrådet, hvis de beslutter at ophæve den ti år gamle aftale:
»Jeg mener, at det vil være en enormt forkert beslutning. Vi har en rigtig god service her i regionen, og jeg synes, det er synd, at man internt i regionen skyder på hinanden, når det bør være patienterne, der er i centrum,« understreger Ricardo Sanchez.
Han understreger dog, at han endnu ikke hørt fra regionen, at den ikke ønsker at forlænge aftalen.
»Derfor tror jeg ikke på indtil videre,« siger han.
Sagen vil blive drøftet på et forretningsudvalgsmøde i april 2010.
Af Thea Storm Pedersen