Private hospitaler og klinikker har givet klækkelige rabatter til regionerne i forventning om at få henvist et stort antal patienter fra ventelisterne. Men patienterne bliver slet ikke henvist i det omfang, som der var lagt op til, og dermed undergraver regionerne aftalerne, siger formanden for Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark (SPPD), speciallæge Nis Alstrup.
»Vi sidder tilbage med en lunken følelse af at være blevet snydt. Det er vores indtryk, at vores medlemmer i hele landet ikke får henvist det antal patienter, som aftalerne lægger op til. Konsekvensen er, at økonomien i behandlingen af ventelistepatienterne ikke holder,« siger Nis Alstrup.
Reaktionen kommer, efter at de fem regioner har sendt et stort antal behandlinger og undersøgelser af ventelistepatienter i udbud til privathospitalerne. Udbuddene har sikret regionerne rabatter på 10-50 pct. i forhold til prisen, der skulle betales sidste år, da det udvidede frie sygehusvalg stadig gjaldt.
Ordningen, der gav patienterne ret til privat behandling efter en måneds ventetid, er suspenderet indtil juli i år på grund af sygeplejerskekonflikten. I stedet skal regionerne bruge privathospitalerne til at nedbringe ventelisterne, men det sker ikke, siger Nis Alstrup.
Taber penge på aftale
Som eksempel nævner han en region, der har indgået aftale med privathospitaler om at få foretaget 300 koloskopiundersøgelser.
»Regionen stillede som krav, at privathospitalerne skulle forpligte sig til at kunne klare op til 50 undersøgelser om ugen. Det svarer til aktiviteten på et mellemstort, offentligt sygehus, og det er et stort krav at stille. Men selv nu to måneder efter, at aftalen er indgået, har regionen sendt under ti patienter, og vi kan ikke få nogen forklaring på, hvad der sker. Det er dybt frustrerende, for hospitalet har været nødt til at sikre sig kapaciteten, og det taber penge, når patienterne alligevel ikke kommer,« siger Alstrup.
Konsekvenser for pris
Privathospitalernes sammenslutning er gået i gang med at kortlægge problemets omfang, og Nis Alstrup understreger, at man vil skærpe kravene, hvis der skal indgås flere aftaler med regionerne.
»Regionernes fremgangsmåde vil få konsekvenser for prisen fremover. Hvis ikke forholdene ændrer sig hurtigt, vil vi fremover kræve en mindstepris, som skal betales, uanset om regionen sender patienter eller ej.«
Alle regionerne har ellers de seneste par måneder berettet om gode aftaler, der har sikret dem store rabatter på behandling af et stort antal ventelistepatienter. I Region Midtjylland har et udbud af 400 ortopædkirurgiske indgreb sikret rabatter på 10-30 pct., og Region Hovedstaden har fået halveret prisen på mr-scanninger ved at sende 10.000 i udbud. Netop mr-scanningerne er et af de få områder, hvor udbuddene fungerer efter hensigten, siger Nis Alstrup.
Et andet stort udbudsområde er rygoperationer, hvor regionerne melder om prisfald på 30-40 pct. Men i Region Syddanmark, hvor man har mange års erfaring med at sende behandlinger i udbud, forventer direktør Jens Elkjær ikke, at priserne kan holdes på det nuværende niveau.
»Vi kan se, at suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg har presset prisen, og derfor må vi regne med, at priserne stiger igen, når ordningen genindføres til sommer.«
Skal løbes i gang
Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), afviser, at regionerne gør noget forkert: »Regionerne har forpligtet sig til at bruge et antal mio. kr. på behandlinger hos privathospitalerne, og det lever vi op til. Vi har et ansvar for, at patienterne bliver henvist, og jeg kan ikke afvise, at det nogle steder tager lidt tid at løbe ordningen i gang, men vi agter bestemt at holde aftalen,« siger Astman.
Udbuddenes konsekvenser
2.500 grå stær-operationer
pris før udbud 14,5 mio. kr.
pris efter udbud 11 mio. kr.
Besparelse 25 pct.
10.000 mr-scanninger
pris før udbud 36 mio. kr.
pris efter udbud 18 mio. kr.
Besparelse 50 pct.
Skulderoperation før udbud 13.568 kr.
efter udbud 11.120 - 12.232 kr.
Besparelse 10-18 pct.
Meniskoperation før udbud 9.903 kr.
Efter udbud 7.053-8.985 kr.
Besparelse 9-29 pct.