Samtlige sygehuse i Aleris-Hamlet-koncernen har nu fået bevis for god kvalitet efter de tre privathospitaler i Esbjerg, Herning og Aalborg har bevist, at de opfylder kravene i Den Danske Kvalitetsmodel.

Akkrediteringen er sket i første forsøg og uden bemærkninger, da tæt på alle målepunkter i kvalitetsmodellen er helt opfyldt.

Kvaliteten er undersøgt af et eksternt bedømmelseshold, der har vurderet privathospitalerne ud fra en række krav til blandt andet operationer, patientinformation samt hygiejne og forplejning

»Vores væsentligste nøgle til succes er, at patienten skal opleve en rød tråd igennem hele behandlingsforløbet. Det opnås gennem faste kontaktpersoner, et højt informationsniveau og ensartede procedurer. Desuden er det naturligvis en forudsætning med et topmotiveret og fleksibelt personale, der hver dag sætter patienterne i centrum og yder lidt ekstra for at give dem en god oplevelse,« siger Bent Wulff Jakobsen, lægefaglig direktør på Aleris-Hamlet, i en pressemeddelelse.