De ansvarlige overlæger for Mølholm og Aros mener begge, at den nuværende organisering af behandlingen er god nok til at få Sundhedsstyrelsens blåstempling.

Privathospitalet Mølholm har ti års erfaring med brystkræftkirurg og har i flere år købt patologisvar på Vejle Sygehus. Den ansvarlige læge for brystklinikken på Mølholm, Peter Wamberg, er også specialeansvarlig overlæge på Sygehus Lillebælt i Vejle, og han satser på, at samarbejdet kan fortsætte som hidtil.

»Jeg kan ikke se, hvordan de offentlige sygehuse kan undslå sig at samarbejde om vores fælles patienter, og jeg har ikke grund til at tro andet, end at vores samarbejde vil fortsætte som hidtil,« siger han.

Det vigtigste er ifølge Peter Wamberg den faglige kvalitet og ikke den præcise organisering. Derfor regner han ikke med, at der bliver stillet krav om, at kirurger, patologer, røntgenlæger og onkologer nødvendigvis skal sidde på samme matrikel for at leve op til styrelsens krav.

»Jeg betragter det ikke så firkantet, at alle fire skal ansigt til ansigt på en tværfaglig konference. Vi har tæt kontakt til både patologerne og røntgenlægerne i Vejle og den ansvarlige onkolog. Samtidig dokumenterer vi ligesom alle andre vores kvalitet i brystkræftdatabasen.«

Peter Wamberg afventer nu styrelsens udmelding og understreger, at han er parat til at organisere tværfaglige konferencer, hvis det bliver et krav.

Tværfaglige konferencer
Aros Privathospital ser umiddelbart ud til at have nemmest ved at få styrelsens godkendelse, fordi hospitalet er dækket ind med alle relevante specialer. Her er der ansat en patolog på fuld tid, mens kirurgen, onkologen og røntgenlægen alle også arbejder på Århus Sygehus. Kirurg Nidal Al-Suliman er ansvarlig for brystkirurgisk klinik på Aros, og han regner med, at Sundhedsstyrelsen giver endeligt grønt lys.

»Vi holder tværfaglige konferencer på Aros, og i det hele taget organiserer vi det fuldstændig som på Århus Sygehus. Eneste forskel er tidspunktet på dagen. Derfor regner jeg heller ikke med, at vi får problemer med godkendelsen fra Sundhedsstyrelsen,« siger Nidal Al-Suliman.

Privathospitalet Hamlet har i denne fase ikke ønsket at udtale sig til Dagens Medicin.