Da Lars Løkke Rasmussen (V) som sundhedsminister i februar 2006 fastsatte takster for privathospitalerne, som lå på ca. 95 pct. af de offentlige drg-takster, så tog han ikke hensyn til, at amterne allerede havde indgået aftale med ca. 100 private hospitaler og klinikker – en aftale, hvor taksterne lå på omkring 80 pct. af drg-taksten.

På den baggrund konkluderer Rigsrevisionen i sin rapport, at Sundhedsministeriet havde mulighed for at købe sundhedsydelser hos de private hospitaler til en pris, som lå under de takster, som ministeren lagde sig fast på.

Ifølge sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, skal man dog passe på med at sammenligne de 80 pct. med de 95 pct.

»Jeg kan ikke se, hvordan Rigsrevisionen har kunnet finde dokumentation for det udsagn, for det lyder ikke som en skudsikker analyse. Det er som at sammenligne æbler og pærer, fordi klinikkerne, der var udenfor SPPD, var små enheder, som sandsynligvis ikke kunne dække de store behandlingsområder som f.eks. hofteoperationer.«

Han peger på, at den gennemsnitlige drg-takst for privathospitalerne før 2006-aftalen var ca. 90 pct., og at de 95 pct., som Lars Løkke Rasmussen fastsatte, højst var »en minister-favorisering på fem procentpoint. Ifølge Kjeld Møller Pedersen er det svært at drage en klokkeklar konklusion på, hvem der har ret.

»Hvad vil det overhovedet sige at favorisere nogen? Der findes sikkert også nogle offentlige sygehuse, som har fået for meget. Som jeg ser det, er det en forhandlingssituation mellem regionerne og privathospitalerne, og der findes ikke nogen rigtig eller forkert pris.«

Kjeld Møller Pedersens egen vurdering af et rimeligt prisniveau er 85-90 pct. af drg-taksten. Det svarer nogenlunde til den aftale, som regionerne har indgået med privathospitalerne, når frie udvidede valg bliver genindført 1. Juli. Aftalen er kommet i stand, efter at de private klinikker og hospitaler har været stærkt presset af suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg siden november sidste år.

Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har for kort tid siden analyseret samspillet mellem det offentlige og private sundhedsvæsen. I analysen når man frem til, at de private hospitaler er blevet overkompenseret med 15-20 pct.

DSI’s direktør Jes Søgaard understreger, at beregningerne er behæftet med særdeles stor usikkerhed, da der findes få data om privathospitalernes økonomiske og driftsmæssige forhold. Ikke desto mindre er beregningerne i flere medier brugt til at fremhæve, at privathospitalerne har fået mindst 120 mio. kr. for meget i betaling.

Beregningerne kritiseres i øvrigt af Kjeld Møller Pedersen, der mener, at privathospitalernes udgifter til lønsumsafgift og moms er sat for lavt, men DSI henholder sig til, at man bruger de oplysninger, det har været muligt at få fra skattemyndighederne.

Den netop indgåede økonomiaftale mellem regionerne og regeringen betyder, at det ikke fremover vil være regeringens ministre, der skal afgøre uenigheder mellem privathospitalerne og regionerne om betaling. Regeringen vil i stedet fremsætte et lovforslag om at etablere en uafhængig voldgift.

Link