Ekspertpanelet: Regionens sygehusplan er på mange måder i overensstemmelse med rationel og moderne sygehusstruktur. Panelet kalder det problematisk, at regionen ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om befolkningsgrundlag for sygehusene, modtagelse af medicinske patienter via fælles akutmodtagelser og til visiteret adgang til de fælles akutmodtagelser.

OUH trænger til fornyelse, og panelet støtter regionens planer om at opføre et nyt universitetshospital i Odense, fordi en stor del af den eksisterende bygningsmasse er forældet. Projektet bliver tildelt en anbefalet investeringsramme på 6,3 mia. kr. Derimod mener panelet ikke, at der er grundlag for at etablere en fælles akutmodtagelse i Svendborg.

I den sønderjyske del af regionen har panelet igennem de seneste to år forholdt sig til flere projekter og at samle sygehusenhederne i et nyt sygehus i Graasten og senest i Aabenraa. Panelet støtter ambitionerne om at samle funktionerne i Aabenraa, men prioriterer ikke penge til projektet, fordi det seneste projekt blev revideret i oktober måned. Hele projektet inklusive planerne om at videreføre Sønderborg Sygehus som et specialsygehus bør genovervejes.

Arbejdsdelingen mellem sygehusene i Horsens, Vejle, Kolding har været drøftet i panelet, som afsætter 0,9 mia. kr. til at etablere en fælles akutmodtagelse på Kolding Sygehus.

Regionens planer om at investere i udbygning af Esbjerg Sygehus får ikke støtte fra panelet, som mener, at projektet bør genovervejes.

Ligesom i de øvrige regioner forudsætter panelet, at Region Syddanmark udarbejder klare, detaljerede og realistiske planer for, hvordan den præhospitale indsats skal udvikles i takt med samlingen af sygehusenes opgaver.

Der skal realiseres besparelser på driften ud over de almindelige produktivitetsforbedringer i sygehusvæsenet. 

Tilfredshed i Syddanmark

Den syddanske regionsrådsformand, Carl Holst (V), at Region Syddanmark - som den eneste region – får støtte til at bygge et helt nyt sygehus.

»Vi har nu en historisk chance for at skabe optimale rammer for et moderne universitetssygehus, der kan levere højtspecialiseret behandling og som kan gøre sig fagligt gældende nationalt og internationalt,« siger Carl Holst i en udtalelse på regionens hjemmeside.

Han støtter fortsat planerne om at udvikle akutfunktioner på Svendborg Sygehus, selvom ekspertudvalget vender tommelen nedad.

»Jeg forstår godt de betænkeligheder, ekspertpanelet har om Svendborg som akutsygehus, men nu er det faktisk sådan, at det giver god mening for borgerne på Fyn, at beholde Svendborg som akutsygehus. De viser det ved at bruge sygehuset langt mere end geografien betinger, og det skal vi naturligvis understøtte og udvikle på. Når der nu er patienter til to akutsygehuse på Fyn, hvorfor så gøre som ekspertpanelet anbefaler, hvis der er unødvendigt,« siger Carl Holst.

Her er rapporten