»Medlemmerne skulle ikke have valgt mig, hvis de vil lulles i søvn«. Citat: Erik Jylling efter en ophedet debat om ny løn.

Nej, hverken de 8513 medlemmer af Foreningen af Yngre Læger (FAYL) eller andre af sundhedsvæsenets aktører har haft lejlighed til at døse hen i længere perioder.

I sin snart fem-årige formandsperiode har Erik Jylling demonstreret et udtalt talent for at sætte dagsordener, som overrasker og provokerer. Eksempelvis slyngede han billedligt talt 5000 døde danskere i hovedet på daværende sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) for to år siden.

Hun sad sammen med statsministeren og andre honoratiores på række til regeringens såkaldte folkehøring om sundhed. Alt var timet og tilrettelagt, og en lyst til at bryde paradeforstillingen greb Erik Jylling.

Ministeren måtte til sin udtalte fortrydelse finde sig i at fokus flyttede sig fra hendes dagsorden, da FAYL-formanden gjorde opmærksom på, at med afsæt i nye internationale resultater tydede alt på, at 5000 patienter årligt dør som følge af fejl og komplikationer på danske sygehuse.

Chokerende tal huske

Folkehøringerne er i dag glemt, men det chokerende tal gav overskrifter overalt i medierne, og det var indledningen på den succes, som Lægeforeningen siden har haft med at få patientsikkerhed på den politiske dagsorden. Netop den debat er Erik Jylling meget glad for at have pant i. Det er også den, som er nået bredest ud i offentligheden.

Lægernes værste fjender

I lægernes egen verden har FAYL-formanden dog i endnu højere grad taget fat i de nogle af de ?sandheder?, som det gør ondt på mange ? også hans egne medlemmer ? at skulle se i øjnene. Sidste år gik han i kødet på dogmet om, at djøf?ere og sygeplejersker bærer hovedansvaret for sundhedsvæsenets problemer. Hans konklusion var i stedet, at læger er hinandens værste fjender. Skal man skal finde en forklaring på, at læger bliver ved med at behandle hinanden dårligt i generation efter generation, må standen vende blikket indad.

Opgaven er at finde ud af, hvorfor læger ? årgang efter årgang ? gennemløber de samme faser med usikkerhed, ensomhed og desillusion i deres arbejdsliv. Og hvorfor ronkedoren ? den ensomme, frustrerede han-elefant, der spreder frygt blandt sine fæller, stadig er gangbar som et billede på, hvordan nogle overlæger ender deres karrierer?

I vinter indledte han et ?ungdomsoprør? i Domus Medica og opfordrede til at give foreningens søjle-struktur et serviceeftersyn. Modtagelsen var kølig hos ?de gamle?, men han fik sået et frø, og på lægemødet i maj blev det vedtaget at nedsætte et strukturudvalg.

Et par år tidligere lykkedes det også Erik Jylling at sætte rav i debatten om læger og ledelse. Han var træt af den, at evnerne til at lede af nærmest blev betragtet som gudgivne hos nogle overlæger, og på en konference indsparkede han, at der er flere eksempler på dårlig end god lægelig ledelse. Hans melding blev umiddelbart taget ilde op i Foreningen af Speciallæger (FAS) og skabte med hans egne ord »en del tumult«.

Vover et øje

Generelt er forholdet til FAS dog fint. Måske fordi Erik Jyllings ligefremme stil har to modsatrettede effekter. På den side er det naturligvis den, der provokerer, men det er også åbenbart, at han er drevet af et ægte engagement, og det sikrer ham lydhørhed. Samtidig er han også klar til selv at vove et øje. Sidste år fortalte han f.eks. i Dagens Medicin om, hvordan han som helt ung læge gav en ældre kvinde lægemidler i en farlig kombination, og som måske var årsag til et kardiogent chok. Patienten kom sig, men episoden fik ham til at overveje at opgive lægefaget.

Andre end medlemmerne af Yngre Læger har haft øje for Erik Jyllings evne til at tænke i nye baner. Sidste efterår blev han som eneste lægepolitiker medlem af sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) rådgivende udvalg.

Mette Ebdrup