Psykiatere og politi skal fremover samarbejde om tvangsmedicineringen af en lille gruppe svært psykisk syge patienter, som ikke møder op til behandling. Folketinget stemmer i denne måned med al sandsynlighed ja til en lovændring, som giver de psykiatriske centre mulighed for at hente patienterne ind til tvangsmedicinering, selvom de er udskrevet.

Ordningen, der er målrettet mod omkring 50-60 patienter om året, skal køre som forsøg de næste fire år og kun omfatte personer, som har været tvangsindlagt tre gange inden for de seneste tre år. Hovedformålet er at forebygge gentagne tvangsindlæggelser for denne patientgruppe.

Men ifølge Dansk Psykiatrisk Selskab er den nye ordning et alvorligt indgreb i den personlige frihed, og formand Anders Fink-Jensen tvivler på, at ordningen vil virke.

»Man løser ikke problemet. Medicinen virker ofte ikke på de patienter, som ordningen er stilet mod,« siger Anders Fink-Jensen.

I den nuværende psykiatrilov findes der allerede muligheder for at forpligte patienter til at holde kontakten til de psykiatriske centre efter udskrivning. Læger kan med en såkaldt koordinationsaftale i højere grad forsøge at fastholde patienter, der ikke indvilger i behandling. Men denne aftale gælder kun psykotiske patienter, mens den nye lov giver hjemmel til at tvangsmedicinere alle, som aktuelt ikke er psykotiske, forklarer Anders Fink-Jensen.

»Man må ikke tvangsbehandle folk i egen bolig. Politiet skal derfor hver anden uge trække patienterne ind på en psykiatrisk afdeling. Måske kan man reducere problemet med kriminalitet en smule, men det er også et etisk spørgsmål om borgerretssikkerhed,« siger han.