Læger og patienter står i hver sin grøft

Kræftplaner og hjerteplaner - og politikernes fulde bevågenhed. Sådan har de seneste mange år set ud for nogle af de store somatiske sygdomme, mens psykiatrien er blevet spist af med meget mindre. 

Ifølge nye tal fra Danske Regioner har det somatiske sundhedsvæsen fået 45 pct. flere penge at rutte med i løbet af det seneste tiår, mens psykiatrien har måttet nøjes med en stigning på 15 pct. 

Succesen hos de somatiske sygdomme får flere psykiatere til at sætte  kritisk lys på forholdet mellem læger og patientforeninger inden for psykiatrien. Er manglen på samarbejde mellem de psykiatriske speciallæger og patientforeningerne medvirkende til, at psykiatrien halter bagefter? 

Måske, siger bl.a. professor og psykiatrisk overlæge Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center København, Københavns Universitet, og overlæge Jan Jørgensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark. 

»Hvis jeg sammenligner psykiatrien med hjerteområdet eller kræftområdet, så er patientforeningernes hovedkrav der, at der skal være evidensbaserede behandlinger. Og det skal være i international skala. Det betyder, at patientforeningerne og de faglige selskaber trækker grundlæggende i samme retning. Sådan er det ikke på det psykiatriske område, for enkelte patientforeninger vil direkte have mindre behandling. Uenigheden har samlet set været medvirkende til, at psykiatrien er bagud,« siger Merete Nordentoft og tilføjer:

»Jeg er ikke imod patientforeninger, men jeg er misundelig på det somatiske område, hvor patientforeningerne og de faglige organisationer er mere enige.«

En indbygget konflikt
For Jan Jørgensen betyder uenigheden, at psykiatrien står uden den lobbyvirksomhed, som en patientforening ofte er. 

»Vi bliver tit spillet ud mod hinanden af politikerne, fordi vi har forskellige interesser. Der er ikke en entydig holdning til, hvad der er det vigtigste inden for psykiatrien, fordi vi som læger og patientforeninger i flere tilfælde trækker i forskellig retning,« siger Jan Jørgensen.

Det er især brugen af tvang i behandlingen, der bærer en væsentlig del af uenigheden, siger begge psykiatere. Merete Nordentoft peger på det eksempel, at Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP) har fremsat et psykiatrisk testamente, hvor man kan unddrage sig tvangsindlæggelse eller tvangsmedicinering. 

»Men man kan som patient ikke unddrage sig psykiatriloven, og der er vi uenige, for langt de fleste psykiatere forsvarer psykiatriloven og mener, at der er tilfælde, hvor tvangsmedicinering og indlæggelse er en nødvendighed,« siger Merete Nordentoft.

Tvangsbehandlingen giver en nærmest indbygget konflikt mellem læge og patient, siger Jan Jørgensen.

»Vi har ikke helt det samme forhold til patienterne som læger i somatikken har. Spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig er patientens tarv, som lægen varetager ved at bruge tvang, har vi næsten altid diskuteret. Og med den diskussion følger også en mistænkeliggørelse af psykiateren, som forstyrrer forholdet mellem læge og patient. Det forhold er blevet bedre end for 30-40 år siden, men det er ikke blevet nævneværdigt anderledes de seneste 5-10 år,« siger han og stiller modsætningen mellem læge og patient op på denne måde i forhold til medicinsk behandling:

»For et par år siden blev der diskuteret medicinfri afdelinger i psykiatrien, men det vil efter min mening være det samme som kirurgiske afdelinger uden kirurgi,« siger Jan Jørgensen.

Fælles fodslag
Et andet problem er de mange patientforeninger med forskellige interesser.

»Det er ikke særligt entydigt, hvem der repræsenterer de psykiatriske patienter. Det ville være godt, hvis patienterne havde en større grad af fælles fodslag,« siger Merete Nordentoft, der dog ser fremtiden som lys.

»Grøfterne har været dybere, og tonen har været mere uforsonlig. Hvis vi kunne holde uenighederne ude på sidelinjen og arbejde sammen om det, vi er enige om – og det er let tilgængelig behandling, mulighed for hjemmebesøg, psykologsamtaler, og ikke kun medicinsk behandling - så kunne vi komme videre,« siger Merete Nordentoft. 

Hos patientforeningerne spænder forklaringerne på uenigheden vidt - fra ’Bedre Psykiatri’, der slet ikke mener, at der er uenighed, til LAP, der ikke mener, at uenigheden kan løses. Midt imellem ligger SIND. SIND’s formand, Knud Kristensen, siger, at SIND ikke generelt er uenig med fagfolkene, men at uenigheden derimod er isoleret til nogle få foreninger.

»Der er psykiatriforeninger, der har en langt mere kritisk holdning til fagfolkene, og som anvender en betydelig skarpere retorik. Uden at ville blande mig i andres valg af kommunikationsform vil jeg tillade mig at sige, at en meget barsk retorik ikke er befordrende for fælles fodslag. Mangel på fælles fodslag er en svaghed for hele psykiatrien,« siger Knud Kristensen.

»Problemet er, at der mere er uenighed mellem patientforeninger end mellem de fleste af patientforeningerne og fagfolkene. Det er især LAP, der er kritisk over for psykiatere og psykiatrien. Vi udtaler os alle kritisk om psykiatere og psykiatrien, men det er kun LAP, der mener, at det er selve den psykiatriske behandling, der gør folk syge, og det er ikke befordrende for fælles fodslag. Det er en svaghed for hele psykiatrien, men jeg kan jo ikke fratage LAP muligheden for at ytre sig,« siger Knud Kristensen.

Tvang er kernen
Hanne Wiingaard, medlem af landsledelsen i LAP - Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, siger, at netop brugen af tvang er kernen i problemet.

»Forholdet mellem læger og psykiatriske brugere er problematisk, fordi lægerne inden for psykiatrien kan bruge tvang. Alle andre patienter kan frit vælge, men hvis vi ønsker en anden behandling, bliver vi mødt med tvang eller medicin. Det er ikke i orden. Desuden skal de pårørende heller ikke have mere magt, for netop de pårørende kan være skyld i sygdommen,« siger Hanne Wiin-gaard, der ikke kan se en fremtid med et bedre forhold hverken mellem læger og psykiatriske brugere eller patientforeningerne indbyrdes.

»Jeg tror ikke, at vi nogensinde finder fælles fodslag med lægerne eller de andre patientforeninger. Holdningen til tvang og medicinering er fundamentalt forskellig, og nogle gange virker det, som om lægerne er 20 år bagefter udviklingen og holder fast i medicinering,« siger hun.

Thorstein Theilgaard er generalsekretær i landsforeningen for pårørende, Bedre Psykiatri. Han mener ikke, at der er særlig stor uenighed mellem hans forening og lægerne, eller at den skal tillægges stor vægt.

»Vi har et glimrende samarbejde med lægerne. Grunden til den lavere prestige og de færre midler er det tabu, der stadig er omkring både psykiatriske patienter og deres pårørende. Og det er først for nylig, at politikerne har indset, at psykiatri er et stort sundhedsproblem,« siger han.

Knud Kristensen drømmer om en paraplyorganisation på psykiatriområdet a la Kræftens Bekæmpelse. 

»Oprindeligt er LAP, Bedre Psykiatri og flere af diagnoseforeningerne udsprunget af SIND på grund af utilfredshed med vores indsats. I dag samarbejder vi bl.a. gennem Det Sociale Netværk af 2009, men jeg kan godt have min tvivl, om tiden er moden til en paraplyorganisation. Så selv om drømmen består, har jeg i dag en mere pragmatisk tilgang, hvor vi må samarbejde om det, vi er enige om, og lade de øvrige ting ligge. Men drømmen har jeg stadig,« siger Knud Kristensen.