Alligevel fik overmedicineringen lov at fortsætte frem til juni i år, hvor ansatte anonymt anmeldte det til Sundhedsstyrelsen.

Det fremgår af dokumenter og mødereferater i sagen, som Politiken har gennemgået, og som for første gang viser, at problemerne med overmedicinering har stået på og været kendt gennem flere år.

Et af dokumenterne viser, at den daværende vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Annette Gjerris, i marts 2010 opdagede overmedicineringen, da hun fik udskrevet medicinlister fra de elektroniske journaler. 

»Udskrifterne, der bl.a. kommer fra PC Glostrup, viser ordinationer i doser langt over det anbefalede og ofte i en uhensigtsmæssig kombination med andre antipsykotika og benzodiazepiner«, skrev Annette Gjerris i et brev til ledelsen i Glostrup, der fik besked på »snarest« at bringe medicindoserne i overensstemmelse med anbefalingerne.

Forinden havde Annette Gjerris forelagt medicinlisterne for eksperterne i Psykiatriens Lægemiddelkomité. Det fremgår af brevet, at en patient var blevet behandlet med det antipsykotiske middel Leponex, der kan forårsage hjerteproblemer, »i doser, der af komiteen blev betragtet som direkte livsfarlige«. 

Anette Gjeriis fik en handleplan fra centret, og troede at tingene var bragt i orden, da hun gik på pension i 2011.

Hendes opgaver blev overtaget af den anden vicedirektør, Peter Treufeldt. 

Lars Søndergård, der indtil juni var klinikchef i Glostrup, siger, at alt er sket med »den samlede ledelse og direktionens fulde viden og opbakning«. 

Det bestrider Peter Treufeldt, der siger, at han tog problemet med medicindoserne op med ledelsen i Glostrup og havde tillid til, at det blev løst.

»Det kan jeg så forstå, at det skete ikke«, siger han til avisen.