Psykiatriens Hus får Dagens Medicins initiativpris Den Gyldne Skalpel 2012 for regionen og kommunens fælles indsats for de psykiatriske patienter i Silkeborg
Ved siden af Regionshospitalet Silkeborg ligger en aflang, rektangulær klods af lyse, sandgule mursten, som afslører, at bygningen er ny. Det er ikke umiddelbart til at gætte, at klodsen er Psykiatriens Hus, for der mangler stadigvæk at komme skilte op. Store vinduespartier over bagindgangen afslører, hvordan mennesker konstant bevæger sig op og ned ad trapperne i midten af den fire etager høje bygning.
I chefstolene sidder ledende overlæge Bent Richelsen og ledende oversygeplejerske Lone Kaae-Sørensen fra Region Midtjylland samt sektionsleder for socialpsykiatrien Kirsten Slumstrup fra Silkeborg Kommune.
Ja, den er god nok – Psykiatriens Hus styres af to regionale og en kommunal leder. Det tværsektorielle samarbejde er netop hele grundstenen i nybyggeriet, der blev taget i brug 19. marts 2012. Projektet startede i 2008. Og for det arbejde modtog ledelse og medarbejdere i går Dagens Medicins initativpris Den Gyldne Skalpel.
»Vi har i mange år været bevidste om, at der manglede sammenhæng mellem kommunens og regionens arbejde på psykiatriområdet,« fortæller Bent Richelsen og suppleres af Lone Kaae-Sørensen:
»Patienter kunne i mange tilfælde falde ned mellem ’den kommunale og den regionale stol’. Det var patienten selv, der måtte finde ud af, hvordan han fik tingene til at hænge sammen mellem de to sektorer, og det er den problematik, vi forsøger at overkomme her i Psykiatriens Hus«.
Temaet for husets indre udsmykning og indretning er hjemlig hygge og naturen. På tredje sal, hvor Bent Richelsen og Lone Kaae-Sørensen holder til, er glasvæggene dekoreret med orange og røde sensommerblade. Den kommunale leder, Kirsten Slumstrup, er til kaffe på kontoret på øverste etage:
»Nu hører jeg faktisk aldrig mere om borgere, der føler, de er faldet ned mellem de to stole her hos os,« siger hun.
Patienterne ser ikke forskel
I Psykiatriens Hus arbejder kommunens og regionens medarbejdere side om side med henholdsvis socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, og for patienterne er det ikke til at kende forskel på de to personalegrupper.
Et vigtigt tilbud i Psykiatriens Hus er det såkaldte ’Akut Døgn’, hvor borgerne kan få fat i en medarbejder i Psykiatriens Hus døgnet rundt. Akut Døgn er en væsentlig årsag til, at antallet af indlagte patienter faldt med hele 42,9 pct. fra 2009 til 2011 – og antallet af genindlæggelsesforløb med 27,2 pct.
»Faldet i indlæggelser skyldes den samlede indsats, hvor regionen i Akut Døgn tager sig af de patienter, der har brug for specialiseret observation, mens kommunen tager sig af de borgere, der har brug for specialiseret omsorg,« forklarer Bent Richelsen.
Faldet i genindlæggelser skyldes ifølge overlægen, at kendte patienter, som får det dårligt – f.eks. ved selvmordstanker eller intensivering af psykotiske symptomer – kan henvende sig til Akut Døgn, hvor det bliver vurderet, om der er absolut indlæggelsesgrund på en psykiatrisk afdeling, hvor der er mulighed for tvangsforanstaltninger. Det sker altid ved patienter, der har en behandlingsdom, og som oftest også, hvis patienten har høj selvmordsrisiko eller høj risiko for udadreaktion.
»Hvis der ikke er absolut indlæggelsesgrund, kan tilbuddet om en overnatning i en seng i Akut Døgn eller hyppige hjemmebesøg de næste dage være et bedre og mindre indgribende tilbud,« forklarer Bent Richelsen:
»Vi søger at sikre, at kun de, der har brug for indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, faktisk indlægges«.
»Det faktum, at vi arbejder tættere sammen omkring den enkelte borger, medfører, at vi kan sætte tidligere ind, og at vi både med hensyn til regional hjemmebehandling og kommunal bostøtte kan tilbyde en mere målrettet og sammenhængende individuel støtte, således at borgeren kan blive i eget hjem eller tilbydes overnatninger i Akut Døgn,« supplerer Kirsten Slumstrup.
Samarbejde skaber tryghed
Mørkegrønne højsommerblade pryder glasfladerne på etagen nedenunder. I et kontor møder vi den regionale sygeplejerske Rikke Kjær og den kommunale socialpsykiatriske medarbejder og social- og sundhedsassistent Inge-Lise Krüger. Rikke Kjær har kontor inde ved siden af, men er lige på besøg hos sin kommunale kollega. De taler om en fælles patient – eller borger, som det hedder hos kommunen.
»Hvis vi har en fælles patient, kan vi jo lige så godt være med begge to, når vi tager en snak med vedkommende,« forklarer Rikke Kjær og uddyber:
»Når vi så mødes med patienten, har den kommunale medarbejder den socialpsykiatriske kasket på, og vi fra regionen har den behandlingspsykiatriske kasket på. I løbet af sådan en samtale fanger vi så hver især, hvad der er relevant for vores område. Så vi mødes med patienten, men vi mødes også uden patienten bagefter, hvor vi lige koordinerer, hvem der gør hvad, så indsatsen kommer til at hænge sammen«.
Inge-Lise Krüger sidder bag sin computer og nikker samtykkende:
»Borgeren ser os jo bare som to ansatte – han tænker ikke over, at den ene er fra regionen, og at den anden er fra kommunen. Det er jo lige meget for borgeren, så længe vi bare kan hjælpe,« siger hun og triller på sin kontorstol over til bordet, hvor Rikke Kjær sidder:
»Det skaber en større tryghed for dem, at de kender både de kommunale og regionale medarbejdere. Hvis en af vores borgere f.eks. har det rigtig dårligt, så kan vi bede behandlingspsykiatrien om at lave en risikovurdering af, om det er forsvarligt, at borgeren er her, eller om vedkommende bør indlægges. I sådan en situation mærker borgeren jo ikke til, at indsatsen pludselig foregår i regionalt regi, for de kender allerede regionsmedarbejderne her fra huset,« siger Inge-Lise Krüger.
Rikke Kjær kommer i tanker om, hvordan de gjorde for tre år siden, da de delte gang i hospitalsbygningen, og projektet lige var startet op:
»Dengang var vi jo stadig meget optaget af, om patienterne var kommunale eller regionale. Hvis en patient f.eks. var ved kommunen og pludselig blev dårlig og skulle have medicinsk behandling, så skulle patienten tage sine ting og gå ned på et af regionens værelser længere nede ad gangen. Det kan vi jo sidde og grine ad i dag – for hvor var det dog dumt! Det er jo lige meget for os, hvilket værelse patienten er på, og for dem var det helt uforståeligt, at de skulle til at flytte værelse midt i det hele,« beretter sygeplejersken.
I Psykiatriens Hus har regionen og kommunen nu hver seks sengepladser. Men hvis f.eks. alle regionens senge er fyldt, og der ringer endnu en patient, så kan patienten godt få lov at komme alligevel, hvis kommunen har ledige senge.
Fremstrakte arme
Samarbejdet er ikke kun en fordel for patienterne. Arbejdsgangen er også blevet lettere for personalet.
»Tingene glider meget lettere, fordi vi har fået indblik i hinandens arbejdsopgaver og derved undgår dobbeltarbejde. Og så har vi fået en forståelse for, at vi jo alle sammen er her for at yde den bedst mulige indsats for patienterne – ikke for at spænde ben for hinanden,« siger ledende oversygeplejerske Lone Kaae-Sørensen.
Der arbejdes da også på at udvide samarbejdet endnu mere, så det også kommer til at omfatte bl.a. arbejdsmarkedssektoren.
»I regionen har vi mange patienter, som arbejdsmarkedssektoren også har fat i. Her arbejder vi på at finde ud af, hvad det er, vi hver især kan byde ind med i forhold til de her patienter. I mange år har vi jo gået og tænkt i behandlingspsykiatrien, at eksempelvis personer, der er ramt af en depression, skal have ro på, inden de skal ud på arbejdsmarkedet igen. Men arbejdsmarkedssektoren kan åbne vores øjne for, at det måske ikke altid er optimalt at blive squee-zet helt ud af arbejdsmarkedet i en længere periode. Derfor ser vi på, om der ved en tidlig indsats fra os er mulighed for at fastholde nogle i den arbejdsrelation, de har, bare på et andet blus,« forklarer Lone Kaae-Sørensen.
De fremstrakte arme er symboliseret ved en gangbro fra Psykiatriens Hus over til Regionshospitalet Silkeborg.
»Vi har også en nærhed til det somatiske hospital, som vi endnu ikke har dyrket så meget. Men det kan vi helt sikkert komme til. Psykiatriske patienter lider ofte af livsstilssygdomme,« forklarer Bent Richelsen og tilføjer:
»På Diagnostisk Center tilbyder de, at der kan komme flere speciallæger i løbet af samme dag og se på en kroniker med forskellige sygdomme. Og der er vi så med, hvis der er mistanke om, at der kan være noget psykisk sygdom. Og det er helt sikkert et af de områder, hvor vi kan udvikle os endnu mere.«
Hvepsereden
Initiativet til Psykiatriens Hus blev taget, efter at Region Midtjylland med psykiatriplanen i 2008 vedtog, at det psykiatriske sengeafsnit i Silkeborg med 22 sengepladser skulle afvikles inden for et til to år. Ideen til Psykiatriens Hus opstod altså som en del af en spareplan.
»Man kan godt sige, at den stramme økonomi har tvunget os til at finde flere fælles løsninger,« siger Lone Kaae-Sørensen.
»Når vi ikke længere har de samme penge som tidligere, er vi tvunget til at gøre tingene i fællesskab, hvis det skal lykkes. Vi må tage et fælles ansvar. Så den stramme økonomi øger faktisk motivationen for at gøre nogle flere ting sammen for at hjælpe borgeren,« mener Kirsten Slumstrup.
Og hvis man spørger, hvor ideen opstod, får man forskellige svar, siger Kirsten Slumstrup med et smil: »Hvis du spørger politikerne, vil de sige, det er dem. Hvis du spørger borgerne, vil de sige, det er dem. Og hvis du spørger medarbejderne, vil de sige, det er dem.«
Og selvom alle har været klar over, at der var et hul i systemet mellem regionen og kommunen, som skulle lappes, er der måske en god forklaring på, at samarbejdet ikke er kommet i stand før nu:
»Det at arbejde sammen mellem sektorer anses for næsten at være en umulighed, så hvis man ikke vil løbe sig en staver i livet, skal man holde sig langt fra det,« siger Bent Richelsen grinende: »Tværsektorielt arbejde betragtes som en hvepserede. Men nu har vi altså stukket fingrene i den.«