Når de praktiserende læger i Nakskov, Birgitte Meyer og Svend Skottfelt, skal sende en psykiatrisk patient til videre behandling, får patienten et valg: Sæt dig foran en tv-skærm i praksissen i Nakskov og snak med en psykiater i København inden for 1-2 uger – eller kør ca. 70 km til Vordingborg og snak med en psykiater om ca. ti måneder.
Sagen er enkel, mener Davor Mucic, psykiater og leder af behandlingscentret 'Den Lille Prins' i København.
På grund af manglen på psykiatere især i de danske yderområder vil telepsykiatri være en oplagt løsning, og det seneste års tid har han forsøgt at løse problemet med hurtig adgang til psykiatrisk behandling for praktiserende læger.
Den meget kortere ventetid skyldes bl.a., at behandlingen sker som led i et projekt støttet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men telepsykiatri vil kunne løse mere generelle problemer, mener Davor Mucic.
»Oprindeligt var projektet beregnet til psykisk syge indvandrere og flygtninge for at hjælpe dem med psykiatere, der taler deres eget sprog. Men i løbet af projektet har det vist sig, at manglen på psykiatere generelt er så stor i Danmark, at telepsykiatri kan bruges for alle patienter. Derfor vil det være fornuftigt, hvis man udvider mulighederne for telepsykiatri. Det burde være sådan, at en ledig psykiater et sted i landet vil kunne hjælpe en patient et hvilket som helst andet sted i landet via telepsykiatri,« siger Davor Mucic.
Som 28-årig kom Davor Mucic til Danmark i 1990 fra det tidligere Jugoslavien, ikke på grund af Balkankrigen – der først senere brød ud – men af »kærlighedsårsager«.
Med sig havde han en lægevidenskabelig embedseksamen i bagagen og uddannede sig siden som speciallæge i psykiatri her i landet.
Siden han i 2002 fik autorisation som psykiater, har han arbejdet med at hjælpe primært flygtninge og indvandrere fra Eksjugoslavien via netop telepsykiatri, bl.a. fordi mange flygtninge ifølge Davor Mucic aldrig kommer til at bearbejde traumatiske oplevelser, fordi tolken som tredjeperson udgør en risiko for, at oplysningerne 'siver ud'.
Derfor kan en psykiater, der taler samme sprog, være en stor hjælp, uanset om vedkommende sidder et helt andet sted i landet. I efteråret 2010 fik han så bevilget en mio. kr. af det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium til et projekt, der skulle give etniske minoriteter i yderområderne mulighed for at få psykiatrisk hjælp i form af telepsykiatri på deres eget modersmål.
Daværende minister Bertel Haarder (V) var vild med ideen.
»Her har vi et rigtigt godt eksempel på en af de muligheder, som den teknologiske udvikling giver os: Med videokonferencer mellem psykiateren der, hvor ekspertisen findes, og patienten der, hvor han bor, er den geografiske afstand ikke længere nogen hindring. Jeg tror på, at vi vil se mere telemedicin og mere telepsykiatri i fremtiden«, sagde Bertel Haarder dengang i en pressemeddelelse.
Satsede på udkantsområder
Da Davor Mucic havde fået støtte til projektet, tog han et landkort frem og researchede på, hvor ventetiderne til psykiater var størst.
Han fandt ud af, at der på Lolland kun var to psykiatere, der begge var tæt på pension, og af den grund blev de fleste patienter henvist til Vordingborg, hvor ventetiden var op til et år.
»Det må være der, jeg skal satse,« sagde Davor Mucic til sig selv. Men det var svært at finde praktiserende læger med udenlandske patienter, som ville være med i hans projekt.
»Jeg snakkede med mange praktiserende læger, som havde mange undskyldninger for ikke at ville have telepsykiatri ind ad døren. Så skulle de på pension, så var de usikre på udstyret, og så ville det kræve for meget ekstraarbejde. Problemet var, at projektet er tidsbegrænset, så efter projektet ville tilbuddet ikke længere være der,« forklarer Davor Mucic.
Godt alternativ til ti måneders ventetid
Men de praktiserende læger Birgitte Meyer og Svend Skottfelt i Nakskov ville gerne.
»Vi ville gerne være med, fordi vi har meget svært ved at få adgang til psykiatere på Lolland. Det var oprindeligt kun udlændinge, som vi brugte Davor Mucic til, men det har siden udviklet sig til at være også danske psykiatriske patienter. Som udgangspunkt bruger vi ham derfor til alle psykiatriske patienter, som ikke skal indlægges og accepterer, at behandlingen sker via telepsykiatri. Derfor er det typisk angstpatienter og depressionspatienter,« siger Birgitte Meyer.
Lægerne har det seneste år henvist ca. 15 patienter til Davor Mucic og de 10-12 psykiatere og psykologer fra Danmark, Sverige, England, Grønland og Polen, som han har tilknyttet.
Og lægerne fra Nakskov er godt tilfredse.
»Patienterne skal overtales lidt, men når de først er i gang, så går det uden problemer. Og trods nogle små tekniske vanskeligheder i starten, så er det klart at foretrække frem for at skulle tilbyde patienten en tid hos en psykiater om 10 måneder i Vordingborg. Patienterne oplever det generelt som en god behandling,« siger Birgitte Meyer.
Også andre praktiserende læger, psykiatriske afdelinger og jobcentre er med i Davor Mucic's projekt, og han mener, at telepsykiatriens ulemper og barrierer faktisk begrænser sig til lægerne selv.
»Der er ofte knas med tekniske ting som dårlig lyd og forbindelse i starten, men det skyldes, at personalet ikke er trænet ordentligt. Hvis de er det, er der ingen problemer. Det egentlige problem ved telepsykiatri er psykiaternes software i hovedet. Dér ligger barriererne,« siger Davor Mucic og henviser til, at mange psykiatere mener, at nærværet går tabt, hvis man som psykiater ikke sidder fysisk over for patienten. Men det er noget pjat og holder ikke, siger han.
»Der findes masser af udenlandske undersøgelser, der viser, at den psykiatriske behandling via telepsykiatri er lige så god som at sidde ansigt til ansigt. Alt afhængigt af hvor lang tid en patient skal bruge på transport, vil jeg næsten altid anbefale alle psykiatriske patienter at vælge telepsykiatri frem for at sidde ansigt til ansigt med en psykiater. Også selv om ventetiden er den samme,« siger Davor Mucic og fortsætter.
Kan slukke for lægen
»Der er kun fordele ved, at patienten kan sidde hjemme og snakke med en psykiater over tv-skærmen. I hjemmet fungerer patienter helt anderledes, end hvis de er indlagt eller sidder hos en praktiserende psykiater. Det vil give os et helt andet indtryk af patienten, og jeg mener ikke, at der er væsentlige fordele ved at se patienten ansigt til ansigt. Med telepsykiatri har patienten altid mulighed for at slukke for linjen, og så er psykiateren væk. Den slags kontrol har psykiatriske patienter aldrig haft,« siger han og understreger, at forholdet mellem patient og læge derfor bliver mere lige, og det er kun godt.
Telepsykiatrien styrker ifølge Davor Mucic desuden samarbejdet med de praktiserende læger, der løbende får støtte og supervision i deres arbejde med psykiatriske patienter, og dermed mindskes risikoen for, at patienterne tabes mellem to stole.
Og selvfølgelig bliver patienterne tilbudt behandling uden lang ventetid, de bliver hurtigere raske og tilfredsheden er stor, forklarer Davor Mucic, der bygger sine erfaringer på ca. 350 patientforløb fra sit eget behandlingscenter.
Det slutter til sommer
Problemet er nu, at projektet med bl.a. de praktiserende læger udløber til sommer.
»Jeg vil gerne udvide telepsykiatrien til alle, der har brug for psykiatrisk hjælp. Og i yderområderne er der mange danske patienter, der behøver hjælp, fordi der er mangel på psykiatere. Men i øjeblikket findes telepsykiatri ikke i nogen budgetter, og der er ingen takster for telepsykiatri. Det håber jeg snart sker,« siger Davor Mucic.
Også lægerne i Nakskov så gerne, at muligheden vil fortsætte efter sommer.
»Efter sommer kan vi ikke længere tilbyde patienterne behandling af en psykiater med så kort varsel, og konsekvensen vil alt andet lige blive dårligere behandling. Vi kommer til at halte os igennem med det, vi har til rådighed, og behandlingen vil generelt blive mindre professionel eller langsommere,« siger Birgitte Meyer og fortsætter:
»Derfor bør det være en mulighed, at man fremover bruger telepsykiatri over hele landet. Hvis der er ledig psykiatrisk kapacitet et sted i landet, bør det i princippet kunne bruges af alle,« siger hun.