Sundhedsstyrelsen har i dag udgivet et notat, der udtrykker kritik af brugen af det beroligende middel midazolam og brug af høje doser antipsykotisk medicin på Psykiatrisk Center Glostrup.
Styrelsen mener ikke, at Psykiatrisk Center Glostrup ikke burde have indført behandling af psykiatriske patienter med midazolam uden at have beskrevet det faglige beslutningsgrundlag og sikret sig, at der systematisk blev fulgt op på nye behandlingsform. Yderligere finder Sundhedsstyrelsen, at det har været en skærpende omstændighed, at der i mange tilfælde var tale om tvangsbehandling og høje doser.
Sundhedsstyrelsen konkluderer i notatet, at midazolam kan vise sig at være en relevant behandling i psykiatrien i Danmark, men at Psykiatrisk Center Glostrup ikke har været tilstrækkelig opmærksom på, at der var tale om indførelse af et nyt behandlingsregime, som skulle overholde Sundhedsstyrelsens vejledning om indførelse af nye behandlingsmetoder.
Ligeledes peger styrelsen i notatet på, at Psykiatrisk Center Glostrup ikke burde have påbegyndt behandlingen med midazolam, inden vejledning for hele regionen om behandling af akut urolige patienter var færdig.
Sundhedsstyrelsen påpeger også, at mange patienter på Psykiatrisk Center Glostrup meget høje doser af antipsykotika. Sundhedsstyrelsen udtaler, at det havde været hensigtsmæssigt, om ledelsen på et tidligere tidspunkt havde sikret sig, at medicineringen fulgte regionens egen vejledning. Styrelsen finder det ikke tilstrækkeligt, at Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatrisk Center Glostrup alene byggede deres overvågning på statistikker over det generelle forbrug af antipsykotika.
Siden Sundhedsstyrelsen i juni 2012 var på et tilsynsbesøg på Psykiatrisk Center Glostrup har
Region Hovedstaden Psykiatri udarbejdet en ny vejledning for behandling med antipsykotika, som beskriver, hvornår det lægefagligt er acceptabelt at overskride den samlede normale døgndosis for patienter, der har særligt behov. Sundhedsstyrelsen finder på den baggrund udviklingen positiv og vil umiddelbart ikke foretage sig yderligere i forhold til organisationstilsynssagen.
Derimod fortsætter Sundhedsstyrelsen de faglige undersøgelser af tre ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup, som er under mistanke for at have tilsidesat hensynet til patienternes sikkerhed under behandling. Styrelsen vil vurdere en række udvalgte patientforløb i forhold til, om de involverede sundhedspersoner har udvist omhu og samvittighedsfuldhed.
Region Hovedstaden erklærer sig i en pressemeddelelse enig i Sundhedsstyrelsens konklusioner, og koncerndirektør Katja Kayser lægger op til, at notatet fra styrelsen får konsekvenser for den suspenderede klinikchef Lars Søndergaard.
»Indførelsen af behandlingen med det beroligende middel Midazolam på centeret i Glostrup er ikke sket i overensstemmelse med vores procedurer, og forholdene har ikke været tilfredsstillende. Sundhedsstyrelsens tilsyn peger på, at der kan have været risiko for patienterne og på den baggrund er det min opfattelse, at klinikchefen ikke kan fortsætte som klinikchef,« siger hun i pressemeddelelsen.
Notat om Sundhedsstyrelsens organisationstilsyn med Psykiatrisk Center Glostrup