Står det til de radikale i Region Sjælland, så skal det være slut med at lurepasse i debatten om fremtidens regionale sygehusvæsen.

Partiets spidskandidat til regionsrådsvalget Knud Munksgård melder nu ud med en klar støtte til at ombygge Køge Sygehus til regionens mest hovedsygehus, skriver DR Sjælland.

»Køge er et meget nyt og moderne sygehus, som fint kan udbygges og fungere, mens vi bygger om. Desuden ligger det trafikalt godt ved motorvejene,« siger han.

Uklar holdning fra regionsråd
Hidtil har Dansk Folkeparti og De Konservative i regionen meldt ud, at de støtter et nybyggeri, men vil hverken pege på placering eller hvilke sygehuse, der må lade livet til fordel for et spritnyt supersygehus i regionen.

Men supersygehuset skal ligge centralt på Sjælland, mener partierne.

SF og Venstre har endnu ikke besluttet, om de foretrækker et helt nyt sygehus, eller om det er tilstrækkeligt at bygge et af de eksisterende om, skriver DR Sjælland.

Det har Socialdemokraterne til gengæld,og de peger på en helt tredje model.

»Vi vil beholde Næstved og Roskilde som specialsygehuse - et supersygehus vil underminere de to sygehuse,« siger Socialdemokraternes spidskandidat, Sten Bach Nielsen.

Løkke lover penge
Regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard (V) har tidligere meldt ud, at fremtiden lå i Køge, men Regionsrådet har ikke givet sin opbakning til den fremtidsvision.

Derfor arbejder regionsrådet stadig officielt ud fra en sygehusplan fra 2007, som regeringens ekspertpanel, Juhl-udvalget, har afvist.

I maj gjorde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (kons.) det klart for regionen, at den ikke vil få én krone til modernisering af sundhedsektoren, hvis ikke den plan blev droppet.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sin åbningstale i Folketinget forleden, lovede han dog, at der ville være penge tilbage i posen, når regionen bliver klar med en sygehusplan, som regeringen kan acceptere.


Region Sjællands sygehusplan

18. maj blev Sygehusplan 2009 diskuteret  i forrretningsudvalget i Region Sjælland. Planen placerer sygehusene i regionen, som det kan ses på nedenstående kort:

<iframe width="430" height="430" frameborder="0" scrolling="no" marginheight="0" marginwidth="0" src="http://maps.google.dk/maps/ms?hl=da&amp;ie=UTF8&amp;msa=0&amp;msid=110428868979804302110.00046af84efbe9bf65adf&amp;ll=55.241552,12.024536&amp;spn=1.346686,2.362061&amp;z=8&amp;output=embed"></iframe><br /><small>Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?hl=da&amp;ie=UTF8&amp;msa=0&amp;msid=110428868979804302110.00046af84efbe9bf65adf&amp;ll=55.241552,12.024536&amp;spn=1.346686,2.362061&amp;z=8&amp;source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left">Sygehusplan 2020 i Region Sjælland</a> på et større kort</small>