Efter sommerferien kan Regionshospital Randers dermed blive det første hospitali Region Midtjylland, der tager samtlige fem epj-moduler i Cloumne i brug. Ud over modulerne Medicin, Rekvision og svar samt Booking, som hospitalet allerede anvender, kommer de helt nye moduler Klinisk proces og Patientadministration i brug.
Cheflæge på Regionshospital Randers Morten Noreng glæder sig over tilbuddet.
»Vi har allerede store dele af epj i drift på sygehuset, og har selv tilbudt Regionsrådet, at vi bliver det hospital, der i fuld skala ruller Århus-epj ud. Vi testede den fulde journal på afdeling i september, hvor det fungerede rimelig godt,« siger Morten Noreng.
Han påpeger, at det næste, der skal ske, er, at Regionsrådet skal tage stilling til projektplanen ved deres næste møde.
»Vi vil lave en detaljeret kravspecifikation, hvor vi overfor regionen beskriver projektet i detaljer, sådan som vi ser, at det udfolder sig,‹ siger Morten Noreng, der forventer at implementeringen bliver en succes.
»Vi vil gerne være det første hospital, der bliver fuldt ud digitaliseret. Rent IT-teknisk er vi godt kørende. Gennem flere år har vi opgraderet vores arbejdsstationer og hele vores interne IT-system, og vi har desuden folk ansat, der kan betjene epj,« siger Morten Noreng.
Men ideen er ikke ny, og har været på dagsordenen siden sidste år, hvor ledelsesgruppen kørte en test med epj på fem forskellige afdelinger fordelt ud på Århus og Randers.
»Vi synes, at testen fungerede godt, og derfor er det ikke en ny tanke, at det skulle være Randers, der blev det hospital, der fik muligheden,« siger Morten Noreng.