Venstre er løbet fra løfterne om at bygge nye sygehuse for 80 millarder kroner, mener Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, efter finansministeren har slået fast, at rammen for investeringer ligger fast på 40 milliarder kroner.
Det er sket i et svar til Folketingets Finansudvalg, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har slået fast, at der er sat et loft 40 milliarder kroner over udgifterne til moderne hospitaler.
Under valgkampen i 2007 lovede regeringen ellers, at regionerne ville få mulighed for at låne op til 30 milliarder kroner ekstra til de omfattende byggerier. Men det er der ikke længere planer om, lyder det nu fra finansministeren, skriver Ritzau.
»Det er et kæmpe løftebrud. Venstre skylder svar på, hvordan de vil indfri løftet om, at der skal bruges mellem 80 og 90 milliarder kroner, når finansministeren svarer finansudvalget, at han kun vil bruge 40 milliarder,« siger Morten Bødskov til nyhedsbureauet.
»Dybt uansvarligt«
Al snak om løftebrud bliver dog skudt ned af sundhedsminister Bertel Haarder (V), der ikke anerkender, at der er tale om brudte løfter, selvom regeringen en overgang har talt om flere milliarder.
»Der er ingen, der har sagt, at man skal bygge mere, end der er brug for. Dengang var det på tegnebrættet, men nu har eksperterne været i gang, og så lander det her,« siger sundhedsministen til Ritzau.
I stedet anklager Haarder Morten Bødskov for at være dybt uansvarlig, når har bringer emnet på banen.
»Man må bede i sin aftenbøn til, at Morten Bødskov aldrig bliver finansminister. Også for hans egen skyld. Tænk hvis han skal holdes op på alt det han går og siger nu, mens han er i opposition,« siger Bertel Haarder.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen