Patienter i Region Sjælland skal ikke vente længere på behandling for deres sygdom end i dag, selvom en ny diagnose- og behandlingsgaranti ved årsskiftet betyder et farvel til garantien for behandling inden for 30 dage.
Det mener samtlige partier i Region Sjællands regionsråd, der fredag skrev under på en aftale om regionen budget for 2013.
Med aftalen er partierne nemlig enige om, at ingen patienter i regionen vil blive berørt af den differentierede behandlingsgaranti, der for visse patientergrupper betyder, at behandlingsgarantien udvides fra én til to måneder.
»Omlægningen til differentierede ventetider må ikke indebære, at tiden til behandling på regionens sygehuse forlænges i forhold til den erfarede tid til behandling i dag under den nuværende ventetidsgaranti-lov,« står der således i budgetaftalen.
Det er partiet Venstre, der har stillet forslaget, der skal neutralisere regeringens ændring af reglerne for behandlingsgarantien, og gruppeformand Jens Stenbæk noterer med tilfredshed, at alle partier i regionsrådet står bag aftalen.
»Når regeringen vil forringe patientrettighederne for vores borgere, er det godt at regionsrådet kan nå til enighed om, at det ikke skal gå ud over vores patienter i form af længere ventetid. Der er jo ingen besparelser for samfundet i at borgerne skal være syge længere end nødvendigt, men kun daglige gener og øget sygefravær for den enkelte patient,« siger han i en udtalelse til pressen.
Den hidtidige én-månedsgaranti bliver fra årsskiftet erstattet af en diagnosegaranti på 30 dage samt en behandlingsgaranti med to trin på henholdsvis én og to måneder, hvor det bliver en lægefaglig vurdering hvilke patienter, der skal have den hurtige behandling.
Det er 3. år i træk at, at alle partier i Regionsrådet står bag budgetaftalen, som skal godkendes endeligt på regionsrådsmødet den 27. september.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen