Hver tirsdag kl. 15.30 logger tre læger sig på en fælles videolinje fra hver sit hjørne af Region Sjælland. I fællesskab skal de tage stilling til den seneste uges henvisninger af ældre patienter, der skal udredes for demens.

Tidligere havde praktiserende læger i regionen ikke færre end tre specialer og ti  enheder, de kunne sende henvisningen til, men fra 1. marts har regionen skudt et ekstra – centralt – led ind i forsøget på at gøre udredningen mere enkel og samtidig løfte kvaliteten. En geriater, en neurolog og en psykiater er udpeget til sammen at vurdere alle henvisningerne fra hele regionen, forklarer ledende oversygeplejerske Marianne Mouritsen Jensen fra geriatrisk afdeling på Roskilde Sygehus og projektleder for demensvisitationen.

»Målet er at gøre det lettere at henvise den ældre patient og højne demensområdet for alle patienterne i hele regionen. Vi fandt nemlig ud af, at der i den sydlige del af regionen var forholdsvis færre, der blev diagnosticeret med demens, i forhold til, hvad vi kan forvente ud fra internationale standarder. Ved at samle udredningen er kvaliteten i forløbet den samme, uanset hvor man bor,« siger Marianne Mouritsen Jensen. 

80 henvisninger om måneden
Når henvisningerne fra typisk de praktiserende læger er sendt til et centralt sekretariat i Vordingborg, kigger de tre læger sagerne igennem på forhånd og bliver på den ugentlige videokonference enige om, hvor patienterne skal udredes. Både af hvilken type læge og på hvilke afdelinger i regionen. I de første måneder ligger antallet af henvisninger på knap 80 om måneden, og her er den største gruppe de uspecificerede sager, hvor patienten henvises til den nærmeste geriatriske afdeling. Dernæst følger gruppen af patienter, der skal udredes på en geriatrisk afdeling, dem, der skal udredes på en psykiatrisk afdeling, og til sidst den mindste gruppe af patienter, som skal udredes på en neurologisk afdeling.

Andre afdelinger i regionen kan også kigge på henvisningerne og logge sig på tirsdagskonferencen med kommentarer. Ud over de ugentlige visitationskonferencer er der planlagt en månedlig diagnostisk konference, hvor vanskelige cases kan diskuteres.

Marianne Mouritsen Jensen håber at nedbringe ventetiden til udredning, men risikoen er, at der viser sig et større behov for udredning, når tilbuddet bliver gjort mere synligt.

I gruppen sidder bl.a. Lars P. Laugesen, ledende overlæge på geriatrisk afdeling på Slagelse Sygehus.

»Vi er faktisk meget enige, når vi vurderer henvisningerne. Derfor ser jeg mere dette projekt som springbrættet til mere og tættere samarbejde om ældre demente. En ting er nemlig selve henvisningen, noget andet – og mindst lige så vigtigt – er, at når sygdommen hos de ældre udvikler sig over en lang periode, har vi løbende brug for at snakke sammen og diskutere diagnosen og især behandlingen, som måske bør justeres. Netop der ligger den faglige udvikling,« siger Lars P. Laugesen.

Han understreger, at projektet har gjort det mere enkelt for den praktiserende læge.

I gruppen sidder også Jesper Gyllenborg, ledende overlæge på neurologisk afdeling på Roskilde Sygehus, og Karen Tvarnø, overlæge på gerontopsykiatrisk afdeling i Vordingborg.