Til oktober skal Danske Regioner og de praktiserende læger igen sidde over for hinanden efter næsten et år uden forhandlinger om en ny overenskomst.
Det bekræfter de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, på sin hjemmeside.
»Toget har holdt rigtig længe ved en station. Det er ikke sådan, at passagererne er døde af tørst, men toget har ikke bevæget sig. Der er spændende tiltag, der ikke er kommet videre, og derfor glæder vi os over, at der nu på ny er kommet gang i forhandlinger,« siger formand Henrik Dibbern til Berlingske TIdende.
Finanskrisen skal bane vej
Fra regionerne håber man på, at finanskrisen har fået de praktiserende læger til at bløde op på kravene til en ny overenskomst. Ambitionen er, at have en ny overenskomst på plads ved udgangen af november.
»Vi har et ønske om og en tro på, at det kan lade sig gøre at opnå en aftale. Efterhånden er der en udbredt erkendelse af, at der er vigtigt at få en aftale for at få løst opgaverne. Men jeg tror også, at PLO må erkende, at den økonomiske situation er sådan, at man bliver nødt til at tage et andet udgangspunkt,« siger næstformand for udvalget for løn- og personalepolitik i Danske Regioner, Anders Kühnau (S), til avisen.
Man skal dog ikke længere tilbage end til 14. juni 2010 for at finde PLOs syn på den sag.
»Vores forhandlinger blev udskudt, og da vi blev sat i gang, var der kommet en finanskrise, som vi ikke er skyld i, og som vi mener, det ikke er rimeligt, at vi skal betale for,« sagde Henrik Dibbern dengang.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen